Gå til indhold

Flere pladser på medicinuddannelsen skal give bedre lægedækning i hele landet

18. september 2024
Som en del af et nyt sundhedsudspil lægger regeringen op til 140 flere bachelorpladser på medicinuddannelsen. For at understøtte en bedre lægedækning i hele landet oprettes de nye pladser uden for landets største byer.

Står det til regeringen, skal der uddannes flere læger i Aalborg, Esbjerg og Køge. Flere pladser på medicinuddannelsen er nemlig et af initiativerne i regeringens nye sundhedsudspil Sundhed tæt på dig, der netop er præsenteret. Målet er at understøtte en bedre lægedækning i hele landet.

Konkret lægger regeringen op til, at Aalborg Universitet kan oprette 70 nye bachelorpladser, at Syddansk Universitet i Esbjerg kan oprette en ny bacheloruddannelse i medicin med 50 nye pladser, samt at Københavns Universitet kan oprette 20 nye pladser på bacheloruddannelsen i Køge.

Derudover vil regeringen sammen med Københavns Universitet sætte gang i initiativer, der skal styrke den brede regionale forankring af medicinuddannelsen på Sjælland og øerne, herunder eksempelvis i Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falster.

Forslaget om flere medicinpladser uden for de største byer kommer i forlængelse af, at Sundhedsstrukturkommissionens rapport fra juni i år dokumenterede, at der er flere områder i Danmark, hvor lægedækningen er truet. Det gælder især i Nordjylland, Syddanmark samt Sjælland og Lolland-Falster.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

- Adgang til en læge er helt centralt i vores velfærdssamfund. Den adgang skal man have, uanset hvor i landet man bor. Vi ønsker et nært sundhedsvæsen. Derfor foreslår regeringen at øge antallet af pladser på medicinuddannelsen i Aalborg, Esbjerg og Køge – og på den måde styrke muligheden for, at flere læger både uddanner sig og bliver boende i disse dele af landet. Samtidig vil vi se på, hvordan vi kan styrke den brede regionale forankring af medicinuddannelsen på Sjælland og øerne. Flere borgere skal opleve et nært sundhedsvæsen, hvor der bliver uddannet dygtige læger i det område, hvor de bor.

Fakta

  • Regeringen foreslår at øge antallet af pladser på medicinuddannelsen med 140 bachelorpladser samt dertilhørende kandidatpladser.
  • De 140 pladser fordeles, så Aalborg Universitet kan oprette 70 nye bachelorpladser, Syddansk Universitet kan oprette 50 nye bachelorpladser i Esbjerg, mens Københavns Universitet kan oprette 20 nye bachelorpladser i Køge.

For yderligere oplysninger:

Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet