Gå til indhold

Søren Serritzlew bliver ny bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond

09. januar 2024
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har udpeget ny bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond. Det bliver den internationalt anerkendte professor i statskundskab, Søren Serritzlew, som skal stå i spidsen for fondens arbejde med at styrke kvaliteten af dansk forskning.

Danmarks Frie Forskningsfond har fået ny bestyrelsesformand. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har udpeget professor Søren Serritzlew til at overtage opgaven som formand for fondens bestyrelse.

Søren Serritzlew er professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har været medlem af Danmarks Frie Forskningsfonds faglige forskningsråd Samfund og Erhverv fra 2018-2023, hvor han har siddet tre år som formand fra 2019-2021. I denne periode var han desuden en del af fondens formandsgruppe, altså forummet for formændene fra de fem faglige forskningsråd, og var formand for denne gruppe undervejs. Han har dermed indgående kendskab til fondens opgaver, rammer og udviklingsmuligheder.

Den nye bestyrelsesformand overtager posten efter professor og institutleder Jørgen Frøkiær, der har været konstitueret bestyrelsesformand siden 1. juni 2023, da den tidligere bestyrelsesformand, professor Maja Horst, tiltrådte som dekan ved Arts på Aarhus Universitet og dermed trak sig som formand for bestyrelsen i Danmarks Frie Forskningsfond.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

- Forskning af høj kvalitet er vigtigere end nogensinde, hvis vi skal stå stærkt i mødet med både nutidens og fremtidens udfordringer. Derfor er jeg meget glad for, at en så dygtig og internationalt anerkendt profil som Søren Serritzlew har takket ja til at stille sig i spidsen for Danmarks Frie Forskningsfonds vigtige arbejde med at styrke kvaliteten af dansk forskning. Jeg er overbevist om, at han med sin store erfaring med fonds- og rådsarbejde, tværfaglige forskningsprofil og stærke strategiske evner vil sætte en god retning for fondens arbejde. I samme ombæring vil jeg gerne sige en stor tak til både Jørgen Frøkiær og Maja Horst for deres indsats.

Ny bestyrelsesformand Søren Serritzlew siger:

- Den frie forskning giver plads til nye ideer og er afgørende for udvikling, både i erhvervsliv, åndsliv og uddannelse. Den skaber viden, der gavner det danske samfund. Det gælder både emner, der trænger sig på, som klima, sikkerhedspolitik, vacciner og kunstig intelligens, og de mange felter, som vi ikke lige nu kan forudse, at vi har brug for at blive klogere på. Disse nybrud er en særlig styrke ved fri forskning. Samfundet investerer næsten to mia. kr. i fri forskning i 2024. Danmarks Frie Forskningsfond forvalter investeringen ved at give både yngre og veletablerede forskere mulighed for at forfølge de ideer, der har det største potentiale. Jeg glæder mig til som bestyrelsesformand at arbejde for at styrke den frie forsknings kvalitet og position i det danske forskningslandskab.

Fakta

  • Danmarks Frie Forskningsfond finansierer forskning af højeste internationale kvalitet og styrker forskningen i Danmark.
  • Fonden investerer årligt cirka 1,9 mia. kr. i risikovillig forskning, der er baseret på forskernes idéer inden for og på tværs af alle videnskabelige områder.
  • Fonden fremmer internationalisering af forskningen og styrker det unge talent såvel som den erfarne forsker.
  • Fonden består af 9 bestyrelsesmedlemmer og 75 rådsmedlemmer, der alle er anerkendte og aktive forskere.
  • Fonden yder forskningsfaglig rådgivning til uddannelses- og forskningsministeren, Folketinget og det øvrige danske og internationale forskningslandskab.

For yderligere oplysninger:

Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet