Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ledsager Kongeparret ved statsbesøg til Norge
Forskning, innovation og nye kritiske teknologier er en del af programmet, når Kongeparret aflægger statsbesøg til Norge fra den 14. til 15. maj. Derfor ledsages de af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
Besøget er med til at understrege vigtigheden af et fælles samarbejde om den digitale og grønne omstilling, hvor Danmark og Norge inspirerer hinanden og finder løsninger på fremtidens samfundsproblemer om klima, miljø, sundhed, forsvar og sikkerhed.
De nordiske landes regeringer har en fælles vision om, at Norden bliver verdens mest integrerede og bæredygtige region i 2030. Her spiller teknologierne til den digitale og grønne omstilling en afgørende rolle de kommende år.
Uddannelses- og forskningsministeren vil blandt andet ledsage Kongeparret ved den officielle modtagelse på det norske kongeslot i Oslo og følge Deres Majestæter til møder med Norges statsminister Jonas Gahr Støre og Stortingspræsident Masud Gharakhani.
Derudover vil ministeren mødes med Norges minister for forskning og videregående uddannelse, Oddmund Løkensgard Hoel, og besøge Oslo Science City, der er Norges første innovationsdistrikt og mikro- og nanoteknologilaboratorie, hvor de bruger specialdesignet dansk teknologi til forskning inden for solceller og kvanteteknologi.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
- Det er en stor fornøjelse at besøge Norge sammen med Kongeparret. Vi har et stærkt samarbejde med Norge om forskning, innovation og nye, kritiske teknologier, og det er vigtigt. For kun i fællesskab finder vi løsninger på de problemer, der går på tværs af landegrænser. Vi samarbejder eksempelvis om klimaforskning og om kvanteteknologi, som er afgørende for vores fremtidige forsvar og samfundssikkerhed. Det viser, hvor vigtig en samarbejdspartner Norge er.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside