Forskningsministre på ambitiøs kurs for videnskaben på kritisk tidspunkt for Europa
Uddannelses- og forskningsministeren var vært for mødet. En fælles europæisk indsats for at udvikle kritiske teknologier var fokus på mødets første dag. På mødets anden dag var det næste rammeprogram for forskning og innovation i Europa, Horizon Europe, på programmet.
Det næste Horizon Europe skal fortsat være fundamentet for fremtidige videnskabelige gennembrud, ligesom det skal bidrage til økonomisk vækst og jobskabelse i Europa. Forskning og innovation er nøglen til europæisk velstand.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
- Kritiske teknologier skal drive fremtidens vækst og udspringer af fremragende grundforskning og iværksætteri. I et teknologisk kapløb, hvor globale konkurrenter hver dag tager nye innovative skridt, er Europa nødt til at realisere vores uudnyttede potentiale i at omsætte fremragende forskning til innovative løsninger. Vi skal sikre, at EU's innovative virksomheder skalerer hurtigere og forbliver i Europa, så vi kan være i front i kapløbet om teknologisk udvikling. Kommissionens forslag om et ambitiøst og selvstændigt Horizon Europe er et fremragende udgangspunkt. Det danske formandskab ser frem til de kommende forhandlinger om Horizon Europe.
Som en del af programmet besøgte ministrene det historiske Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, som har fremmet videnskabelige gennembrud inden for fysik i over hundrede år.
Nogle af de allerførste skridt ind i kvanteverdenen blev taget af Niels Bohr. Og i dag er Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet fortsat et af de førende kvantecentre, hvor forskere fortsat bidrager til Bohrs arv.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside