Gå til indhold

Minister godkender nye muligheder for at uddanne sig inden for cybersikkerhed og risikohåndtering

17. november 2025
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har godkendt 15 nye uddannelser og uddannelsesudbud fordelt over hele landet. Det bliver blandt andet muligt at uddanne sig i cybersikkerhed, som maritim teknolog og i risikohåndtering.

Både i Aalborg, Roskilde og Odense bliver der snart nye muligheder for at uddanne sig inden for cybersikkerhed. Det er 3 af de 15 nye uddannelsesudbud, som uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har godkendt.

De nye uddannelsesudbud fordeler sig over hele landet – lige fra Esbjerg til Frederikshavn, Svendborg og Slagelse. Det er uddannelser på både universiteter, professionshøjskoler, maritime institutioner og erhvervsakademier.

Udover nye muligheder for uddannelse inden for cybersikkerhed, er der blandt andet også godkendt et udbud af akademiuddannelsen i skatter og afgifter i Herning og en erhvervsakademiuddannelse som produktionsteknolog i Skjern.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

- I en verden under forandring skal uddannelseslandskabet også tilpasse sig. Cybersikkerhed er helt naturligt kommet højere på dagsordenen, og det giver god mening, at det også afspejler sig i det udbud af uddannelser, som kommende studerende kan vælge imellem. Jeg håber, at mange studerende vil gribe de mange nye muligheder for at uddanne sig, som nu er blevet godkendt.

Fakta

  • De videregående uddannelsesinstitutioner har ansøgt om 17 nye udbud af uddannelser. 15 nye uddannelser- og uddannelsesudbud er blevet godkendt.
  • Udbuddene er både nye uddannelser, nye udbud af eksisterende uddannelser, filialer eller flytninger.
  • To gange om året har de videregående uddannelsesinstitutioner mulighed for at ansøge om at oprette nye uddannelsesudbud.
  • Uddannelses- og forskningsministeren står for den endelige godkendelse af ansøgningerne. Forinden har Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser (RUVU) lavet en faglig vurdering af ansøgningerne. I deres vurdering ser udvalget blandt andet på arbejdsmarkedsefterspørgsel og konsekvenser for andre uddannelsesinstitutioner.
  • Hvis en uddannelsesinstitution modtager afslag, har institutionen mulighed for at gøre indsigelse senest ti hverdage efter, de modtager afgørelsen. Indsigelsen behandles herefter af RUVU og uddannelses- og forskningsministeren.

    For yderligere oplysninger:
    Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet