I dag klokken 12.00 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse i kvote 1. I år har 84.043 søgt ind på en videregående uddannelse. Søgningen til de velfærdsrettede uddannelser oplever samlet en lille stigning, og antallet af ansøgere fra tredjelande falder.
84.043 har søgt en plads på en videregående uddannelse, hvilket svarer til en tilbagegang på 2 pct. i forhold til 2025.
Søgningen til de velfærdsrettede uddannelser er samlet steget med 2 pct. Søgningen til socialrådgiveruddannelsen er steget med 8 pct., mens søgningen til sygeplejerskeuddannelsen er steget med 5 pct. På folkeskolelærer- og pædagoguddannelserne er der mindre fald på 1 pct.
Søgningen til STEM-uddannelser og it-uddannelser er faldet med henholdsvis 3 og 9 pct. Det er primært på uddannelser, hvor antallet af pladser er begrænsede på grund af ledigheden blandt dimittender, som oplever faldende søgning.
Flere har søgt mod de uddannelser, der er udbudt på engelsk. Her er antallet af ansøgere steget med 4 pct. De engelsksprogede uddannelser er mere populære end sidste år blandt ansøgere fra Norden og EU/EØS. Søgningen fra disse områder er steget med henholdsvis 26 og 10 pct. Samtidig er der et markant fald på 21 pct i antallet af ansøgere fra tredjelande. Antallet af ansøgere fra Bangladesh og Nepal er faldet med henholdsvis 42 pct. og 80 pct.
Læs notat om søgningen på Uddannelses- og Forskningsstyrelsens hjemmeside
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund siger:
- Der er grund til at glæde sig over, at så mange har søgt ind på en videregående uddannelse. Det lette fald i ansøgertallet ligger inden for, hvad der kan betegnes som et almindeligt udsving, men jeg tror, vi skal indstille os på, at det kan blive en tendens i fremtiden, fordi små ungdomsårgange giver færre studerende. Derfor glæder det mig også, at flere fra Norden og EU søger ind på uddannelser i Danmark. Samtidig ser vi et fald i antallet af ansøgere fra tredjelande mod et mere balanceret niveau. Det tyder på, at vores tiltag virker, når det kommer til at sikre, at alle internationale studerende på vores uddannelser er kvalificerede.
Vigtige datoer for søgning og optagelse i 2026
Pressehenvendelser kan rettes til Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk