Kunstig intelligens – muligheder, ansvar og de rigtige spørgsmål 

Kære Magnus 
Kære Bertel 
Kære allesammen

Tusind tak for muligheden for at deltage på årets Sorømøde.

Det er en stolt tradition, som jeg er glad for at få lov til at være en del af. 

Jeg vil gerne begynde mit oplæg med et citat:

“This invention will produce forgetfulness in the minds of those who learn to use it, because they will not practice their memory.”

Det kunne være skrevet i dag. Det kunne være en kommentar til kunstig intelligens. Eller til smartphones. Men citatet er over 2.000 år gammelt.

Det stammer fra Platons Faidros, hvor skriften – altså selve grundlaget for vores civilisation, bliver kritiseret for at svække menneskets hukommelse og skabe en illusion af viden.

Det synes jeg er værd at dvæle ved. For det fortæller os, at vi har stået her før. På tærsklen til noget, der føles som et opbrud. Noget, der både rummer store muligheder og faldgruber.

Sokrates lærte sine elever at tænke gennem samtalen. Ikke gennem nedskrevne svar, men gennem spørgsmål, modspørgsmål og tvivl. Skriften gjorde det muligt at fastholde viden.

Men den gjorde det også muligt at springe noget over. At læse uden nødvendigvis at forstå. At gentage uden nødvendigvis at tænke.

Og alligevel må vi her flere tusinde år efter konkludere, at det er gået meget godt, for uden skriften, ingen videnskab. Uden skriften, ingen universiteter. Uden skriften, ingen oplysningstid. 

På samme måde stod man i 1970’erne med lommeregneren i hånden og stillede spørgsmålet: Bliver elever dummere af ikke længere at regne selv?

Og i dag ville vi næppe ønske os tilbage til en tid før lommeregneren. Men vi ville heller ikke acceptere, at en elev aldrig lærer at forstå, hvad der ligger bag tallene.

Det er præcis i det spændingsfelt, vi befinder os i dag. For kunstig intelligens er ikke bare et nyt værktøj. Det er en teknologi, der ligesom skriften flytter noget grundlæggende. Som ikke bare handler om, hvor vi finder svar, men hvordan vi overhovedet kommer frem til dem. 

Derfor rammer det i mine øjne kernen i den danske dannelsestradition. For vores uddannelsessystem er ikke bygget på en dyd om, hvor hurtigt man kan finde det rigtige svar.

Det er bygget på, at man kan tænke. At man kan tvivle. At man kan stille spørgsmål. At man kan se en sag fra flere sider, og derefter tage stilling.

Det er en tradition, hvor vejen til svaret er lige så vigtig som svaret selv. 

Nu står vi her igen. Det er gået godt de andre gange, men det går ikke nødvendigvis godt igen. Eksemplerne beviser, at hvis vi griber det rigtigt an, kan vi også lykkes denne gang.

Men denne gang er opgaven nok lidt mere omfattende, og derfor betyder det også, at vi alle har et ansvar for at sikre, at vi holder fast i et fælles ansvar for vores dannelsestradition.

Det er den helt store og brede opgave, vi står over for, når vi skal forholde os til kunstig intelligens. 

Der er også mere konkrete elementer, som vi skal forholde os til i uddannelsessektoren på den korte bane: Hvad gør vi ved eksamenerne? Hvordan sikrer vi, at det er den studerendes eget arbejde? Hvordan deklarerer vi brugen af kunstig intelligens? Hvordan indretter vi prøver, så de stadig giver mening? 

Det er nødvendige spørgsmål. Men de er i virkeligheden kun første lag.

For jeg tror, at vi undervurderer opgaven, hvis vi kun forholder os til dem. Under dem ligger et langt mere grundlæggende spørgsmål: Hvad sker der med tænkningen, når vi får svarene foræret?

Man kan forestille sig to studerende. Den ene bruger kunstig intelligens til at få et færdigt svar hurtigt, effektivt, uden omveje. Den anden bruger det som sparringspartner til at udfordre sine egne tanker, teste, argumentere, blive klogere.

På overfladen kan deres opgaver ligne hinanden. Men deres forståelse er ikke den samme. Og det er netop dét, der er vanskeligt at måle og afgørende at vi forholder os til.

For der er en reel risiko her. Ikke nødvendigvis for, at vi ender med at vide mindre. Men for at vi forstår mindre. At vi mister evnen til fordybelse. At vi vænner os til, at tænkning er noget, vi kan lade maskiner gøre for os.

Det er her, uroen sniger sig ind. I hvert fald hos mig. For hvis vi ikke længere kan se forskel på, hvad der er tænkt, og hvad 
der er genereret, hvad sker der så med dannelsen? Med vurderingen? Med selve idéen om faglighed? – Og hvad stiller vi så op? 

Første gang jeg som minister blev mødt med et konkret bud på en case, hvor der var blevet brugt kunstig intelligens til at snyde på CBS, blev jeg forelagt et forslag fra Dansk Folkeparti, som foreslog at slukke for internettet.

I modsætning til det, er der også nogle, der mener, at vi skal forbyde pen og papir, fordi de mener, at vi alle skal kunne mestre de nye teknologier. Jeg mener, at svaret må ligge et sted derimellem.

Derfor, som jeg ser det, skal vores børn og unge lære at bruge kunstig intelligens, bruge den kritisk, men de skal ikke give sig hen til teknologien.

Den skal bruges på en måde, hvor vi stadig har vores evne til at tænke, vores dømmekraft og vores vurderingsevne i behold.

Og opgaven er både bred og nærmere kulturel. Den handler om, hvilken adfærd vi accepterer. Hvilke standarder vi sætter. Hvad vi belønner, og hvad vi insisterer på.

Det er ikke nogen nem opgave. Men det er den opgave, vi har. Sammen.

For ansvaret kan ikke placeres ét sted. Det ligger ikke kun hos politikere, der skal formulere strategier. Det ligger hos underviseren, der vælger, hvordan en opgave stilles. Hos den studerende, der vælger, hvordan et værktøj bruges. Hos institutionerne, der vælger, hvad de måler på og hvordan.

I sidste ende ligger ansvaret hos os alle sammen.

I en tid, hvor det bliver stadig lettere at få et svar, bliver det stadig vigtigere at fastholde værdien af selv at tænke.

Og derfor starter det i mine øjne med, at vi har en rettesnor, som er, at vi tager teknologierne til os, uden at mennesket træder tilbage. 

Tak for ordet.