Made in Europe 

Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelunds tale til DI Digitals Årsdag 2026, den 25. august 2026

Hver gang, vi mennesker skaber noget nyt, skaber vi også en ny frygt. Det viser historien.  

Da skriftsproget kom, frygtede man, at mennesket ville miste evnen til at huske.  

Da dampmaskinen kom, frygtede man, at maskinerne ville overtage menneskets arbejde.  

Og da computeren gjorde sit indtog, opstod en forestilling om, at den ville gøre det arbejde, som tidligere krævede menneskelig intelligens.  

Den frygt har vist sig at være om ikke ubegrundet, så stærkt overdrevet.  

Derfor er min tilgang til kunstig intelligens også, at frygt kan vi ikke bruge til ret meget, for den gør passiv, men menneskelig omtanke og refleksion er helt uomgængeligt, hvis vi vil fastholde, at det er mennesker og ikke maskiner, der har fat i den lange ende.  

”Om fem år fylder kunstig intelligens mere end menneskelig intelligens,” siger Elon Musk.  

Og han tilføjer, at udviklingen inden for AI og robotteknologi går så stærkt, at den ikke længere kan stoppes.

“Let’s enjoy the ride,” tilføjer han.  

At vores samfund står over for grundlæggende ændringer, står ikke kun klart for Elon Musk, men også i Danmark og Europa. Men vi vil ikke nøjes med at sidde på bageste række i Elon Musks rumraket med blafrende ører og ufrivillige rynker i panden.  

Vi vil selv og vi vil kunne selv, og derfor fylder AI, kunstig intelligens og hele det digitale område mere end det nogensinde har gjort i et regeringsgrundlag.

Vi vil ikke blot være en del af rejsen, men lave vores egen rejse. 

Og det har vi alle forudsætninger for, hvis vi hjælper hinanden – kommuner, regioner, private virksomheder, forskere og naturligvis regering og Folketinget. Hvis vi beslutter os for det og i øvrigt sætter handling bag ord.  

Vi bruger meget tid på at tale Danmark og Europa ned. Det er tidsspilde. Lad os bruge tiden på at få tingene til at ske – på vores måde. 

Derfor har vi et regeringsgrundlag med en AI-accelerationsfond. Derfor har vi et digitalt partnerskab. Derfor er vi klar til at investere i supercomputerkapacitet og derfor er vi klar til at skabe de lovgivningsmæssige rammer, som gør det hele muligt.

AI snor sig ind i vores virksomheder, vores forskning, vores uddannelser og vores offentlige sektor. Det er på høje tid, at vi også selv blander os i AI.

For AI kommer til at forandre vores samfund. Men det er op til os at finde ud af, hvad vi vil have ud af den forandring. 

Derfor skal vi hverken møde kunstig intelligens med naiv begejstring eller med frygt. Vi skal møde den med ambition og ansvar.  

Vi skal sikre, at kunstig intelligens udvikles på menneskelige præmisser og at vi – demokratiet, folkestyret, det brede samfund, fortsat har kontrollen over de beslutninger, der betyder mest.  

Ursula von der Leyen rammer noget vigtigt, når hun siger:

“I want the future of AI to be made in Europe.”

Jeg deler hendes ambition. For Europa skal ikke bare være det sted, hvor vi regulerer teknologi, som andre har udviklet.

Vi skal sikre, at den teknologi, der finder vej ind i vores samfund, også er en teknologi, vi kan have tillid til.

Tillid, ansvarlighed, åbenhed og demokrati. Det lyder måske mindre spektakulært end superintelligens. Men det er værdier, der er ret gode at have med på turen. 

Det gælder særligt på de områder, hvor mennesker er sårbare. Hvis en elev bruger en AI-model til at få hjælp til matematik, er det ikke ligegyldigt, hvilken model eleven møder. 

For hvis eleven bare får det rigtige svar, har AI løst opgaven. Hvis den hjælper eleven med at forstå, hvorfor svaret er rigtigt, har den måske hjulpet eleven med at lære nyt. Vi skal kunne stole på, hvordan den fungerer, og hvad den er sat i verden for.

Det understreger, hvor vigtigt det er, at vi har AI-modeller, der bygger på europæiske værdier. Og det understreger, hvorfor det vigtigt for os at have adgang til vores egen regnekraft.  

Så lad os tale om, hvad vi vil med AI i stedet for, hvad vi ikke vil. Lad os tale om, hvordan vi kan få AI til at gå rigtigt og ikke kun om, hvordan AI kan gå galt. 

AI kan øge produktiviteten, udvikle nye løsninger og frigøre tid i den offentlige sektor, så færre kræfter går til administration og flere kan bruges tæt på borgerne.

Danmark har faktisk nogle ret gode kort på hånden. Vi er et digitaliseret samfund med stærke forskningsmiljøer og virksomheder, der er vant til at tage ny teknologi i brug.

Og så har vi noget, som ikke kan downloades fra en server: Tillid. Det er en kæmpe styrke.  

For når vi tager ny teknologi i brug, gør vi det, fordi vi har tillid til dem, der har udviklet den, til dem, der bruger den, og til de rammer, den bliver brugt inden for.

Lige nu tales der meget om vores afhængighed af tech fra USA eller Kina, men vi har masser af dygtige virksomheder, som kan levere den teknologi, vi gerne vil have ind på vores skoler, i vores sundhedsvæsen, vores virksomheder eller vores offentlige sektor.  

Og det er klart at foretrække, så vi også er trygge ved de værdier, den bygger på.  

Derfor ser jeg det også som min opgave at sørge for, at danske og europæiske virksomheder har de bedst mulige betingelser for at kunne levere de digitale løsninger, der passer til vores samfund og som bygger på vores værdier.  

Derfor skal Danmark ikke bare være hurtig til at tage AI i brug.

Vi skal være dygtige til at bruge den dér, hvor den faktisk gør en forskel. Og vi skal være med til at udvikle den teknologi, vi gerne vil bruge.

Danmark og Europa skal ikke bare er med på AI-turen. Vi skal være med til at bestemme destinationen. 

Så lad os hjælpes ad med at bygge vores egen raket.

Regeringen er klar over, at den skal flyve hurtigt og så skal vi sammen med jer vise, at det vi er allerbedst til, er at få alle med ombord og flyve i den rigtige retning.

Tak for ordet.

Publiceringsdato:

ISBN (digital udgivelse):

Udgiver: 

Publikationsår: 

Sideantal: 

Indsæt tekst om publikationen her

Hent publikationen

[Link til publikationen indsættes ovenfor og dette slettes]