AI gennem unge øjne 

Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelunds tale til ungemøde om kunstig intelligens i uddannelsessektoren, den 28. september 2026

“Har du spurgt ChatGPT?”

Det er blevet lidt af et standardsvar. Mange af os har enten sagt det eller hørt det, når nogen er i tvivl om noget. Måske endda begge dele.

Og det er faktisk ikke så mærkeligt. For generativ AI er blevet mere og mere udbredt, og den kan være en ret god hjælp. Den kan forklare os noget, vi ikke forstår, give os nye perspektiver og hjælpe os i gang. 

Men så kommer det interessante: Hvornår hjælper AI os med at lære – og hvornår hjælper den os bare med at blive færdige?

Det er noget af det, jeg håber, vi sammen bliver klogere på i dag. For AI er allerede en del af mange af jer elevers og studerendes hverdag. Derfor skal vi heller ikke bruge dagen på at diskutere, om AI kommer til uddannelserne, for det er den allerede. Dagens store spørgsmål er, hvordan vi skal bruge den.  

AI kan være et godt værktøj – men med den følger også nogle spørgsmål, vi er nødt til at tage alvorligt. 

Hvad sker der, hvis det bliver så nemt at få et svar, at vi springer noget af arbejdet over? Hvordan ved vi, om det, AI svarer, faktisk er rigtigt? Og hvordan finder vi ud af, hvad vi selv kan, hvis teknologien hele tiden kan hjælpe?

Det bliver særligt relevant, når vi taler om prøver og eksamener. For her skal vi både finde en god balance mellem at bruge de muligheder, teknologien giver os, og sikre, at prøver stadig giver et retvisende billede af, hvad vi selv kan.

Det gælder også i den helt almindelige undervisning. AI udfordrer den måde, vi tænker læring på. Når vi på få sekunder kan få hjælp til at forklare et begreb, få idéer til en opgave eller få feedback på en tekst, ændrer det også på, hvad vi skal bruge undervisningen til – og hvad vi skal kunne selv.

Det betyder ikke, at vi skal smide alt det, vi kender, over bord. Men det betyder, at vi skal være mere bevidste om, hvornår AI hjælper læringen – og hvornår den risikerer at tage over for den.

I kommer fra forskellige skoler og uddannelser. Nogle af jer går i folkeskole, andre på en ungdomsuddannelse, og så er I dem, der er i 
gang med en videregående uddannelse.

Det betyder også, at I møder AI på forskellige måder. Og måske finder vi ikke én løsning, der passer til alle. AI skal bruges forskelligt alt efter fag, alder og uddannelse.  

Men uanset hvor I kommer fra, er jeres erfaringer vigtige. For det er jer, der møder AI i hverdagen – i undervisningen, når I laver opgaver, og når I går til prøver. 

Og det er de oplevelser, jeg gerne vil høre mere om i dag. For I har erfaringer, som vi ikke kan få ved bare at læse rapporter eller holde 
møder om AI.

I bruger teknologien. I oplever, hvad der fungerer. I oplever også, når det ikke fungerer. I ved, hvad der føles hjælpsomt. Hvad der føles besværligt. Og måske også, hvor reglerne eller forventningerne omkring AI ikke helt passer til den virkelighed, I står i. 

Det er vigtigt for os politikere i regeringen at høre. Og derfor er jeg også glad for, at I alle er kommet i dag. Vi skal først tale om AI i undervisningen. Så skal vi tale om AI ved prøver og eksamener. Og til sidst skal vi tale om jeres input til arbejdet med en national strategi for AI i undervisnings- og uddannelsessektoren.

Jeg håber, I vil være konkrete og ærlige. Fortæl os, hvad der fungerer. Fortæl os, hvad der ikke fungerer. Og sig også gerne til, hvis der er noget, vi har misforstået. 

For vi er samlet for at lytte til jer og blive klogere. Og jeres input skal ikke bare blive her i lokalet. Det skal tages med videre i arbejdet med den nationale strategi. Det er jer, der skal møde de rammer, vi laver. Derfor skal jeres erfaringer også være en del af grundlaget for dem. 

Og det leder mig tilbage til der, hvor jeg startede min tale. For hvis nogen spurgte mig, om jeg ikke bare kunne spørge ChatGPT om at komme med en genial strategi for AI i uddannelserne, så er mit svar nej.

AI kan give os mange svar. Men den kan ikke fortælle os, hvilke af dem der giver mening i jeres hverdag. Det kan I. 

Og det er derfor, vi er samlet i dag, og jeg glæder mig til at blive klogere. 

Tak, fordi I er her – og rigtig god samtale. 

Publiceringsdato:

ISBN (digital udgivelse):

Udgiver: 

Publikationsår: 

Sideantal: 

Indsæt tekst om publikationen her

Hent publikationen

[Link til publikationen indsættes ovenfor og dette slettes]