Den urørte jord

Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelunds tale til Carlsbergfondets 150-års jubilæum, den 25. september 2026

Deres Majestæter.  
Bestyrelsesforperson, 
Kære allesammen.  

Så blev det endelig fredag. Jeg har glædet mig virkelig længe til den her fejring - og når den så falder på fredagen i en uge, hvor der er indgået en historisk vigtig aftale for vores fælles kongerige, så kan man virkelig mærke det.  

Når vi så ovenikøbet samles for at fejre videnskaben, som er en af de mest afgørende grundpiller i vores samfund, så går det hele op i en højere enhed.

Her i Riddersalen er også vi omgivet af historiens vingesus. Malerier, kongerækker – en ubrudt linje af generationer, der har båret vores kultur, vores værdier og vores samfund gennem tiderne.

Det var også lige her, at brygger J.C. Jacobsen lagde sin vilje og formue i arbejdet med at genrejse det slot, vi sidder i, i aften.  

I december 1859 brændte det gamle Frederiksborg Slot. På en enkelt, iskold vinternat blev århundreders historie forvandlet til aske og rygende murbrokker. Men J. C. Jacobsen var ikke indstillet på at lade historien ende der.  

I dag for præcis 150 år siden fattede han sin pen og skrev sit Fundats- og Gavebrev og stiftede Carlsbergfondet. Hans vision var klar: En del af overskuddet fra det øl, danskerne drak, skulle ikke blot udgøre en død kapital. Det skulle flyde tilbage til samfundet – ”til Gavn for Videnskaben og til Ære for Danmark”.  

Det betyder, at hver eneste gang vi danskere i 150 år har nydt en kold øl, så har vi i virkeligheden udført filantropisk arbejde for det danske forskningsmiljø.  

Derfor fejrer vi i aften en smuk idé: nemlig den at kommerciel succes kan være motor for den frie grundforskning.

Men for at forstå, hvad det egentlig er, J.C. Jacobsen satte i gang, skal vi i aften bevæge os væk fra de bonede gulve og de gyldne sale. 

Vi skal ud i det dybe, tavse mørke i en mose i Jylland.

I 1952 fandt nogle tørvegravere ved Grauballe nær Silkeborg et menneske i mosen, Grauballemanden. Han var så velbevaret, at hans 
ansigt stadig bar spor af det menneske, der havde levet og åndet for mange tusinde år siden.  

Huden, håret, hænderne – selv hans sidste måltid kunne senere fortælle os noget om den verden, som havde været hans. Og et af de spørgsmål, der først pressede sig på var naturligvis: Hvornår havde han levet?  

Og her bliver historien et fantastisk eksempel på, hvad grundforskning kan. For svaret lå ikke i mosen. Det lå i atomkernen.

For i 1940'erne havde fysikere fundet en metode til at måle det radioaktive kulstof-14 i organisk materiale. Metoden byggede på en idé, der på det tidspunkt var ren grundforskning: at levende organismer optager kulstof, og at en lille del af det er radioaktivt kulstof-14, som efter organismens død langsomt henfalder.

Ingen havde opfundet metoden med det formål at datere Grauballemanden. 

Ingen vidste, at den en dag skulle hjælpe os med at forstå et menneske, der havde ligget i en jysk mose i mere end to årtusinder.  

Men det gjorde den. Kulstof-14-dateringen gjorde det muligt at placere Grauballemanden i jernalderen, omkring det 3. århundrede før Kristus. Og pludselig var han ikke bare et fantastisk arkæologisk fund. Han blev et menneske placeret i tiden.  

Det er næsten, som om forskerne i fysikkens laboratorier og arkæologerne i den jyske mose arbejdede på den samme opdagelse 
uden at vide det. Den ene gruppe lærte os noget om atomets langsomme ur. 

Den anden stod med et menneske, der havde ventet i mere end 2.000 år på, at nogen fik et ur, der kunne fortælle hans historie. 

Det er noget af det fascinerende ved grundforskning: man kan ikke altid se, hvor en opdagelse ender – kun at den åbner en mulighed for viden. 

Inden for arkæologien opererer man med et smukt princip.  

Nemlig det, at når man udgraver et vigtigt fundsted, graver man aldrig det hele ud. Man efterlader bevidst en ”kontrolsektion” – et stykke jord, man lader stå fuldstændig urørt.

Man lader det ligge, fordi man ved, at fremtiden vil stille skarpere spørgsmål og have bedre værktøjer til at besvare dem med.  

Det er et smukt billede på den langsigtede forskning. Nogle gange er det vigtigste, vi kan gøre, netop bare at lade noget stå.  

Ikke fordi vi ved, hvad det skal bruges til – men fordi vi ved, at vi ikke ved, hvad det kan bruges til.  

Hvor den anvendte forskning med rette stiller det praktiske og nødvendige spørgsmål ”hvordan løser vi det her konkrete problem i 
morgen?”, så ved grundforskningen ikke, hvilket problem dens svar kan løse i fremtiden.

I nu 150 år har Carlsbergfondet været med til at værne om denne ”urørte jord” i dansk videnskab. Det var i øvrigt også Carlsbergfondet, der i 1950’erne støttede forskningen omkring den første datering af Grauballemanden.  

Fondet har forstået, at hvis man kun finansierer det, der kan betale sig i morgen, så opdager man aldrig det, der ændrer verden i overmorgen.  

Og historien er fuld af den slags forbindelser, som ingen havde hverken forudset eller planlagt.  

Tag bare Carlsberg Laboratorium.

I 1883 formåede Emil Christian Hansen at rendyrke gær. Det var et gennembrud ikke bare for ølbrygningen, men også for medicinalindustrien – og først og fremmest en triumf for den grundlæggende biologiske forståelse af mikroorganismer.  

Og fra gæren bevægede fondets støtte sig mod galakserne.

Da en ung Niels Bohr i det tidlige 20. århundrede undrede sig over atomets indre mekanismer, var det Carlsbergfondet, der sikrede ham arbejdsro og senere tilbød ham Æresboligen på Carlsberg.

Med til boligen hørte i øvrigt en livslang, gratis og helt ubegrænset forsyning af bryggeriets bedste øl – leveret i kasser og fustager direkte til døren. Det må siges at være den ultimative forskningsbevilling.  

Det var kosmisk filosofi og teoretisk fysik på højeste plan.

Bohrs arbejde blev en del af det videnskabelige fundament, som senere udviklinger inden for blandt andet transistoren, mikrochippen og den moderne computerteknologi byggede videre på. 

Og som hele vores moderne samfund hviler på i dag. 

Det er historien om det lange, seje træk. Men vi lever i en tid præget af hastværk.  

En tid, der er besat af hurtige svar, målbare effekter og umiddelbare afkast.

Hvis J.C. Jacobsen havde krævet et præcist kvartalsregnskab for nytteværdien af de humanistiske, samfundsvidenskabelige eller 
naturvidenskabelige projekter, han satte i gang, var den danske fondsmodel aldrig blevet det internationale fyrtårn, den er i dag.

Grundforskning kræver mod og nysgerrighed. Mod til at investere i spørgsmål, som måske aldrig finder et svar. Og nysgerrighed til at blive ved alligevel og give forskerne frihed til at arbejde i retninger, som ikke kan begrundes i et regneark.  

De lofter, som vi kigger op på i dag, vil en dag være gulvet for dem, der kommer efter os. De gåder, som vi forsøger at løse i dag, vil en dag være banal børnelærdom for vores efterkommere.  

Og måske er det netop her, 150-års jubilæet bliver til mere end en fejring af historien.  

For i anledning af jubilæet har Carlsbergfondet besluttet at investere 150 millioner kroner i nye tværfaglige forskningscentre. Det er ikke kun en investering i forskningen i dag. Det er en investering i de spørgsmål, som forskere måske først får svar på om 100 år. I det lange, seje træk.

Vi ved ikke i dag, hvad der bliver vigtigt om 150 år. Men vi kan vælge at give kommende generationer noget at arbejde videre med.

Når Carlsbergfondet i dag investerer i de tre nye centre, gør de noget af det samme, som når man lader et stykke jord ligge urørt i en gammel gravhøj. Man forsegler en gåde.  

Man rækker hånden ud på tværs af århundreder og indgår en pagt med 
de generationer, der endnu ikke er født.

Det er den samme tanke, der går igen i historien om Grauballemanden:  

Vi kan ikke vide, hvilke spørgsmål fremtidens forskere vil stille. Men vi kan sørge for, at de har noget at undersøge, når de gør det. Med det erkender vi også, at vi ved, vi vil blive klogere. Vi ved bare ikke hvordan.  

Måske er det i virkeligheden den fineste arv, man kan give videre.

Lad os i aften, i dette historiske rum, som J.C. Jacobsen var med til at genrejse, hylde de 150 år, der er gået. Men lad os mindst lige så meget hylde de næste 150 år.

Jeg vil gerne varmt takke Carlsbergfondet, fordi I værner om den urørte jord. Og fordi I nu i 150 år har turdet investere i den rene undren.

Til gavn for videnskaben – og til ære for Danmark.

Tak for ordet. 

Publiceringsdato:

ISBN (digital udgivelse):

Udgiver: 

Publikationsår: 

Sideantal: 

Indsæt tekst om publikationen her

Hent publikationen

[Link til publikationen indsættes ovenfor og dette slettes]