Nye sten

Kære rektor, kære alle sammen.

Tak for ordet – og tak for invitationen til Aarhus Universitets 98. årsfest. Det er jo noget. Og det er jo især noget at fejre her i det smukke Musikhus.

Og hvad enten man er noget eller nogen, er lavet af gule mursten eller røde, skal man jo stå ved det. Og hvad kan jeg stå ved?

At det er ærefuldt som Vendelbo at blive valgt til Folketinget i Smilets By. At det fineste job i verden er at være den øverste ansvarlige for vores gode universiteter. Eller at jeg, som halv norsk og halv dansk, kan tænke, at noget godt kan være nyt i Norge og gammelt i Aarhus. For vi var alle med, da Norge efter årtiers tørke kom med til VM i USA, og vi alle råbte med på "ro, ro, ro". 

Men mit danske jeg ved jo godt, at det gjorde de på Aarhus Universitet lang tid inden. Tværs over søen. Igen og igen. År efter år.

Studenterforening efter studenterforening har kæmpet om det gyldne bækken på søen i Universitetsparken. Og råbt "ro, ro, ro". 

Og sådan er det med Aarhus Universitet. Med de næsten 100 år på bagen. Her er man både den vise gamle dame og den næsten nye studerende.

Her taler man stadig henført om det unikke og nye ved Aarhus. Verdens bedste institut for statskundskab – spørg bare på Slotsholmen. De klogeste nye linjer i cybersikkerhed eller startups i samarbejde mellem virksomheder og erhvervsliv. Eller for den sags skyld, at 40 år er ingen tid at vente på et guldtrofæ til AGF i fodbold.

Men er det ikke lige meget? Nej, det er det ikke. Det gør en forskel, når Norge som VM-deltager for første gang i mands minde kan gøre en forskel. Det gør en forskel, når AGF vinder det danske mesterskab efter fyrre år.

Og det gør en forskel, når Aarhus Universitet er fremme i skoene og kan spille bold med nye uddannelser i cybersikkerhed, i nye samarbejder mellem iværksættere og forskere, og nu undlader jeg med vilje at gentage ordet startsups, for så får jeg både de danskstuderende, Mette Frederiksen og Jarl Cordua på nakken.

Men det er viljen til nytænkning, viljen til sejr og den evige nysgerrighed, som er en drivkraft for Aarhus Universitet. Den vilje, som gør, at I ikke nøjes med at ligge lunt i svinget.

Selvom det gør Aarhus Universitet i bogstaveligste forstand - mellem Ringgaen og Randersgae.

Alligevel kan det godt storme, så vinduerne klirrer i de gule bygninger. Det så vi senest i forbindelse med debatten om den nye gødskningslov. Det var ikke bare på Slotspladsen, at vi tog imod de mange traktorer.

Det gjorde I også på universitetet. For det er her, man ringer hen, hvis man vil vide noget om kvælstof, drikkevand eller tilstanden i de indre danske farvande.

Som forsker skal man kunne lægge sin viden frem uden at skulle stå til ansvar for de politiske beslutninger, der bliver truffet på baggrund af den.

Hvis man vil skælde ud på nogen over de beslutninger, der bliver truffet, så må man skælde ud på os politikere. For det er os, der træffer beslutningerne.

Vi skal alle sammen være taknemmelige for, at vi har forskere, der vier deres liv til at udforske og blive klogere inden for forskellige fagområder. Vi skal også kunne forvente, at de stiller deres viden til rådighed for resten af samfundet og for os, der skal træffe beslutninger på samfundets vegne.

Og så skal forskerne også kunne forvente, at de behandles ordentligt og i en sober tone. 

I aften markerer vi 98 år med forskning, uddannelse, nysgerrighed og mennesker, der har været med til at flytte vores samfund fremad.

Så hvis der er én ting, jeg håber, Aarhus Universitet fortsætter med de næste 98 år, så er det at turde være nysgerrig.

C.F. Møllers ikoniske gule murstensbygninger, som har været en del af Aarhus i generationer og er blevet en del af byens identitet, har fået nye naboer i røde klæder. I røde mursten. Så vilde er I.

Og det er egentlig et meget godt billede på det, der sker på Aarhus Universitet lige nu. For I bygger videre – ikke bare på jeres bygninger, men på det universitet, I gerne vil være i fremtiden.

I vil noget for nogen. For de studerende. For forskerne. Og for det samfund, som universitetet er en del af. Og måske er det netop det, der ligger i at bygge videre. De gamle sten skal ikke væk, bare fordi der kommer nye til. De skal være fundamentet for det, vi bygger ovenpå.

For det er netop det, et universitet skal kunne. Lade de gamle sten stå – og samtidig turde lægge nye til. Og så huske at ro - "ro, ro, ro" - også når det blæser. Tillykke med de 98 år.