Det talte ord gælder.
Deres Kongelige Højhed,
Karl Kaas,
Kære alle sammen.
Det her er altså ret fantastisk for en nordjyde at være med til. Jeg er vokset op ca. 50 km i lige linje nordpå herfra. I Hjørring.
Universitetet rykker ind
Jeg har barndomsminder fra Aalborg i 1980’erne. Og jeg må indrømme, at byen ikke gjorde noget særligt stort indtryk på mig. Jeg beklager, hvis der sidder nogle indfødte, men jeg husker altså mest Aalborg som meget grå og industriel.
Det kan være svært at forstå nu, hvis man kigger ud over Aalborg Havnefront, går en tur i Aalborg Centrum eller står her i NOVI Science Park. Det er en helt anden by i dag.
Det skyldes ikke mindst Aalborg Universitet. Med universitetet kom studerende. Virksomheder. Liv og udvikling.
En tidligere studerende fra Aalborg Universitet er også grunden til, vi er her i dag.
Han har nemlig lavet en virksomhed, der bygger danske satellitter lige her i Aalborg Øst.
Satellitter, der er international efterspørgsel på fra både private aktører, universiteter og forsvarsmyndigheder. Satellitter til forskning, uddannelse og til kommunikation. Satellitter, som bliver en del af den vestlige forsvarsindsats.
Space Inventor har været i gang siden 2015 og er allerede et etableret navn i branchen både herhjemme og internationalt.
Karl, du har fart på. Du tror på din idé og dit produkt. Men du så også potentialet i rumteknologi og rumindustrien, før det blev en reel sektor i Danmark.
Du har været med fra den spæde begyndelse, og nu står vi her klar til den officielle åbning af din fabrik.
Et uendeligt potentiale
Dansk rumteknologi og rumforskning har – lidt ligesom Aalborg – gennemgået en enorm udvikling de sidste årtier.
Det får samfundet – bredt set – stor nytte af.
Rumforskning og rumbaserede løsninger påvirker vores verden og vores hverdag på alle områder. Det gælder den grønne omstilling, sikkerhedspolitik, kommunikation, sundhedsteknologi og meget mere.
Verden har i den grad fået øjnene op for rummets uendelige potentiale for viden og teknologiudvikling. Det gælder også inde på Christiansborg, selvom vi nogle gange er lidt længere tid om det end jer andre.
Og når vi taler om rummet, skal vi tage begrebet uendeligt bogstaveligt.
I kølvandet på erkendelsen af rumbaserede teknologiers betydning følger en global konkurrence og et egentligt globalt teknologikapløb. Her er det vigtigt, at vi her i Danmark og blandt vores allierede står så stærkt som overhovedet muligt.
Det er baggrunden for, at vi i regeringen i november sidste år lancerede en ny strategi for rumforskning og -innovation.
Den skal løfte Danmarks engagement i rummet til nye højder, bl.a. for at styrke vores sikkerhed og for at give danske virksomheder nye muligheder for vækst.
Space Inventors nye fabrik er derfor både en stor bedrift i sig selv, men også et symbol på det ambitionsniveau og det talent i den danske rumsektor, som vi gerne vil understøtte med strategien.
Danmark er en rumnation
Vi kan faktisk noget på rumområdet her i Danmark.
Vi har en fantastisk dygtig astronaut – og der kommer forhåbentlig flere.
Vi har rumforskere og forskningsmiljøer i verdensklasse.
Vi har innovative virksomheder, der beskæftiger sig med rumteknologi og rumbaserede løsninger.
Fra og med i dag har vi også en Space Inventor satellitfabrik her i Aalborg.
Danmark kan, vil og skal spille en meget større rolle internationalt, når det kommer til rumaktivitet. Det arbejder vi på i regeringen, og virksomheder som Space Inventor er med til at gøre politiske ambitioner helt virkelige og konkrete.
Det, I kan, det bidrager langt ud over virksomhedens egen vækst. Jeres teknologier hjælper os med at varetage vores interesser internationalt. Helt konkret med eksempelvis at overvåge de områder i Arktis, vi har ansvaret for. Tusind tak for det.
Vi er ikke i et område af Danmark, der er kendt for sine store armbevægelser. Men jeg vil alligevel gerne på ægte nordjysk vis slå mig løs i dag og svinge mig op til at sige: Det er virkelig godt gået.
Stort tillykke med fabrikken.