Gå til indhold

Brede aftaler sikrer milliarder til forskning i klima, digital teknologi, sundhed og den fri forskning

28. februar 2023
Et bredt flertal i Folketinget er enige om at fordele 3,6 mia. kr. til forskning. Pengene skal gå til forskning i klima og grøn omstilling, digital teknologi, fri forskning, sundhed, børn og unge.

Der er milliarder på vej til landets forskere, der hver dag nysgerrigt skubber til grænserne for vores viden om den verden, vi lever i. Et bredt flertal af Folketingets partier er nemlig blevet enige om fordelingen af 3,6 mia. kr. til forskning.

Næsten halvdelen af de 3,6 mia. kr. går til forskning i den grønne omstilling. Her er partierne blevet enige om at afsætte 1,7 mia. kr. Pengene skal blandt andet bruges på forskning i fangst og lagring og anvendelse af CO2 og grønne brændstoffer til transport og industri.

Forskning i digital teknologi bliver også tilgodeset med et større millionbeløb, herunder en ny, stor satsning på kvanteforskning. Derudover har partierne lagt vægt på fri forskning, lige som der er afsat penge til sundhed samt til børn og unge.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at lande nogle ambitiøse prioriteringer for dansk forskning med samtlige partier i Folketinget. Og jeg vil gerne sige tak til ordførerne for gode og konstruktive forhandlinger. Vi er blevet enige om nogle vigtige pejlemærker for langsigtede investeringer. Og det er på områder, hvor samfundet har brug for nye idéer og nye løsninger for vores klima, sundhed, trivsel, sikkerhed og en ny, stor satsning på kvanteteknologi. Samtidig har vi sikret store bevillinger til den forskning, som er fri for politisk prioritering.

Kontakt til ordførerne bag aftalen:

Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet, 61625852
Peter Juel-Jensen, Venstre, 61624628
Karin Liltorp, Moderaterne, 61624957
Sofie Lippert, SF, 61624962
Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne, 61624963
Sandra Elisabeth Skalvig, Liberal Alliance, 61624941
Lise Bertelsen, Konservative, 61624970
Rosa Lund, Enhedslisten, 61625188
Katrine Robsøe, Radikale Venstre, 61625155
Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti, 61625154
Theresa Scavenius, Alternativet, 61624936
Pernille Vermund, Nye Borgerlige, 61624864

Fakta

  • Forskningsreserveaftalerne for 2023 er på 3,6 mia. kr.
  • Det samlede offentlige forskningsbudget for 2023 er på ca. 27 mia. kr.
  • Med aftalen viderefører regeringen målet om, at de offentlige investeringer i forskning skal svare til 1 pct. af BNP.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet