Registerforskerne får ny hjemmeside
06. juli 2015
Registerforskning breder sig over mange forskellige forskningsgrene. En ny hjemmeside skal gøre det lettere at finde gode råd og vejledninger for registerforskere samt følge de projekter, som det Koordinerende Organ for Registerforskning (KOR) arbejder med til gavn for forskerne.
Det Koordinerende Organ for Registerforskning (KOR), der er nedsat af Uddannelses- og Forskningsministeriet med henblik på at styrke dansk registerforskning og skabe større sammenhæng omkring aktiviteterne på området, har nu fået egen hjemmeside. Hjemmesiden – registerforskning.dk – skal bidrage til at samle de forskellige samfunds- og sundhedsvidenskabelige forskningsmiljøer, der arbejder med registerdata.
- Hjemmesiden skal være med til at integrere forskningsmiljøet mere, blandt andet ved at samle informationer, der er relevante for forskermiljøerne på et sted. Men det er også vigtigt, at det via hjemmesiden bliver muligt at formidle til befolkningen, at de data, der bliver indsamlet i forbindelse med kontrol af velfærdsydelser og offentlig administration, kommer dem til gavn via de resultater, som forskerne laver, siger Henrik Toft Sørensen, der er formand for KOR.
Handlinger tilknyttet webside