I Uddannelses- og Forskningsministeriet stræber vi efter hele tiden at bringe Danmark dygtigere og klogere ind i fremtiden.
Vi arbejder for, at de cirka 50.000 nyuddannede, der hvert år kommer ud på arbejdsmarkedet med en videregående uddannelse, har relevante kompetencer på højeste niveau. Og vi har ansvaret for, at omkring 450.000 studerende får udbetalt deres SU.
Vi stræber efter, at Danmark får størst mulig værdi ud af de næsten 30 milliarder kroner, vi hvert år investerer i forskning og udvikling. Vi understøtter alle led i kæden – fra grundforskningens første skridt til det videnskabelige gennembrud og den innovation, der forvandler ideerne til eksempelvis ny medicin eller nye grønne teknologier.
Som medarbejder i ministeriet bliver du en del af en arbejdsplads, hvor den politiske puls er høj, når vi lancerer politiske udspil, udarbejder afgørende lovforslag eller når regeringsmagten skifter. Samtidig kommer du til at være tæt på de politiske beslutninger.
Vores lokationer og faciliteter
Departementet er placeret i Bredgade 40-42 i København. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har tre lokationer – Haraldsgade 53 i København, Asylgade 7 i Odense og Jessens Mole 12 i Svendborg.
De fleste medarbejdere i styrelsen arbejder i Haraldsgade, mens Sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsfond arbejder i Asylgade og kontoret Internationale Uddannelsesprogrammer og Bevillingsadministration fra styrelsen arbejder på Jessens Mole.
Et socialt arbejdsmiljø med fokus på trivsel
Selvom vi har travlt og tingene ofte skal gå hurtigt, går vi meget op i vores medarbejderes trivsel og arbejdsglæde. Vi har plads til grin, en uformel omgangstone og det sociale fællesskab i form af julefrokost og sommerfest, personaledage og fredagsbarer.
Derudover har både departementet og styrelsen aktive personaleforeninger, der løbende planlægger sociale arrangementer og andre dedikerede kollegaer, der planlægger sociale aktiviteter for medarbejderne.
Kompetenceudvikling og karriereveje i ministeriet
Vi lægger vægt på, at vores medarbejdere har en spændende og varieret hverdag, hvor de føler, at de udvikler sig. Vi har en bred opgaveportefølje, som også giver dig mulighed for nye ansvarsområder eller måske et helt nyt job i ministeriet.
Har du internationale drømme, kan du eksempelvis blive udstationeret som attaché på vores innovationscentre rundt om i verden og ekspert i EU-kommissionen.
Fleksibel arbejdsplads
Vi vil gerne skabe rammerne for gode ansættelsesforhold, og vi har forståelse for, at vores medarbejdere er i forskellige faser i livet. Nogle er nyuddannede, andre lever i småbørnsfamilier, og nogle har måske kun få år tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor har vi fleksibel arbejdstid og mulighed for at arbejde hjemme.
Vi prioriterer god ledelse
Ledelse er en kompleks opgave og kræver mange forskellige kompetencer. I ministeriet tror vi på, at god ledelse skaber de bedste resultater. Med vores ledelsesgrundlag og lederudviklingsforløb udvikler vi løbende på at gøre vores ledere endnu bedre og styrke relationen mellem leder og medarbejder. Vi tror nemlig på, at god ledelse skaber de bedste resultater.
Vil du være vores nye kollega?
I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi for at skabe de bedste rammer for uddannelse og forskning i Danmark. Hvis du har lyst til at være med, kan du søge en stilling hos os. Alle ledige stillinger i ministeriet bliver slået op på vores side med jobopslag.
Du kan også oprette en jobagent, hvis du vil have en e-mail, når vi slår en stilling op, der er relevant for dig og din profil.
Medarbejdere i ministeriet
Vi er 720 medarbejdere i alt. Heraf er:
- 455 djøf'ere og magistre
- 161 kontorfunktionærer
- 51 it-medarbejdere
- 273 er mænd, 447 er kvinder.
Tal fra 1. kvartal 2024
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte HR på koncernhr@ufm.dk.