Gå til indhold

Fart på fremtidens grønne løsninger – En styrket indsats for grøn forskning, innovation og klimaløsninger

I et nyt udspil lægger regeringen op til at afsætte mindst 15 milliarder kroner til grøn forskning og innovation frem mod 2030. Samtidig vil regeringen gøre det lettere at få nye grønne teknologier og løsninger fra laboratoriet og ud i samfundet.

I kampen for at bremse klimaforandringerne er det afgørende med grøn forskning og innovation – for mens nogle af løsningerne er kendte, mangler andre stadig at blive udviklet.

Med ”Fart på fremtidens grønne løsninger – En styrket indsats for grøn forskning, innovation og klimaløsninger” lægger regeringen op til at styrke indsatsen for grøn forskning og innovation. Fundamentet i udspillet er ambitiøse investeringer til området på mindst 15 milliarder kroner frem mod 2030.

Publikationsforside

Derudover vil regeringen styrke de fire grønne forskningsmissioner, CO2-fangst, grønne brændstoffer (PtX), landbrug og cirkulær økonomi, med en ny tilgang, hvor der er særligt fokus på at få ny teknologi og nye løsninger hurtigere ud i samfundet. Eventuelle barrierer, for eksempel test, dokumentation eller koordination mellem myndigheder, skal løses på samme tid, hvor det er muligt.

Udvikling og implementering af nye klimaløsninger i landbrugs- og fødevareerhvervet er afgørende for den grønne omstilling. Sporene til omstillingen er blevet lagt i "Aftale om et Grønt Danmark" fra 24. juni 2024. Med dette udspil præsenterer regeringen en samlet indsats for, hvordan en række af de nye klimaløsninger fra aftalen kan bringes helt i mål.

Regeringen vil derfor målrette 0,5 milliarder kroner til en samlet indsats for grønne løsninger til fremtidens landbrugs- og fødevareerhverv, der blandt andet omfatter udvikling og implementering af en række klimateknologier og -tiltag og hurtigere dokumentation af klimaeffekter.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Senest opdateret 11. oktober 2024