Du er her: Forside Minister og ministerium Historie Ministeriets historie

Ministeriets historie

Overordnet rids af ministeriets historie.

2016 - november

Søren Pind (V) overtager ministerposten med et uændret ressortområde i regeringen Lars Løkke Rasmussen III.


2016 - februar

Ulla Tørnæs (V) overtager ministerposten med et uændret ressortområde i regeringen Lars Løkke Rasmussen II.


2015 - november

Agnete Gersing overtager stillingen som departementschef i ministeriet.


2015 - juni

Esben Lunde Larsen (V) overtager ministerposten med et næsten uændret ressortområde i regeringen Lars Løkke Rasmussen II. Bortset fra tilsynsopgaver med radioaktivt affald overføres sager, der vedrører deponering af radioaktivt affald, til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Ankenævnet for Uddannelsesstøtteordninger flyttes til Social- og Indenrigsministeriet.


2015 - maj

Ministeriets ressortområde bliver udvidet, sådan at det også omfatter regulering af danske aktiviteter i det ydre rum.


2014 – februar

Sofie Carsten Nielsen (RV) overtager ministerposten med et uændret ressortområde i regeringen Helle Thorning-Schmidt II. Samtidig skifter ministeriet navn til Uddannelses- og Forskningsministeriet, og Sofie Carsten Nielsen bliver uddannelses- og forskningsminister.


2011 – oktober

Et nyt Ministerium for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser (Uddannelsesministeriet) etableres med Morten Østergaard (RV) som minister i regeringen Helle Thorning-Schmidt.

Ministeriets ressortområde dækker de videregående uddannelser, herunder blandt andet de maritime uddannelser, erhvervsakademierne, professionshøjskolerne, flere kunstneriske uddannelser samt universiteterne. Hertil kommer SU-området samt forsknings og innovationsområdet.


2010 – februar

Charlotte Sahl-Madsen (K) overtager ministerposten med et uændret ressortområde i regeringen Lars Løkke Rasmussen.


2007 – november

Helge Sander (V) fortsætter i regeringen Anders Fogh Rasmussen III som minister.

Ressortområdet bliver samtidig ændret, idet ministeriet overtager ansvaret for CIRIUS og Den Koordinerede Tilmelding (KOT), som hidtil har hørt under Undervisningsministeriet. Samtidig overføres statistikproduktionen ved Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet fra Videnskabsministeriet til Økonomi- og Erhvervsministeriet.


2005 – september

Uffe Toudal Pedersen overtager stillingen som departementschef i ministeriet.


2005 – februar

Helge Sander (V) fortsætter i regeringen Anders Fogh Rasmussen II som minister. Ministeriet er videreført med uændret ressortområde.


2001 – november

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (Videnskabsministeriet) etableres i regeringen Anders Fogh Rasmussen I med Helge Sander (V) som minister.

Ministeriets ressortområde bliver samtidig udvidet, således at det omfatter forskningsområdet, universitetsområdet, innovationsområdet samt it- og telekommunikationsområdet.


2000 – december

Ministeriets ressortområde bliver reduceret, da den forskningsmæssige og administrative del af universitetsområde bliver ført tilbage til Undervisningsministeriet.

Birte Weiss (S) fortsætter som minister i denne periode.


2000 – oktober

Leo Bjørnskov overtager stillingen som departementschef i ministeriet.


1999 – juli

Birte Weiss (S) overtager ministerposten med et uændret ressortområde.


1998 – marts

Jan Trøjborg (S) overtager ministerposten. Ministeriet bliver samtidig udvidet således, at det ud over forsknings-, it- og telekommunikationsområdet også har ansvaret for den forskningsmæssige og administrative del af universitetsområdet.


1996 – december

Jytte Hilden (S) overtager i regeringen Poul Nyrup Rasmussen III ministerposten med et uændret ressortområde.


1994 – september

Et nyt Forskningsministerium bliver etableret i regeringen Poul Nyrup Rasmussen II med Frank Jensen (S) som minister. Ministeriets ressortområde bliver samtidig udvidet, således at det ud over forskningsområdet også indeholder it- og telekommunikationsområdet.


1994 – januar

A.O. Andersen (CD) overtager ministerposten med et uændret ressortområde.


1993 – januar

Det første Forsknings- og Teknologiministerium bliver dannet i regeringen Poul Nyrup Rasmussen I med Svend Bergstein (CD) som forsknings- og teknologiminister og med Knud Larsen som ministeriets første departementschef.

Ministeriets fokus er forskningsrådgivning samt forskningsområdet og den teknologiske udvikling generelt.

Senest opdateret 02. januar 2017