Ekstraordinært mange midler til projektstøtte under Aktive Unge
Nu har du en ekstraordinær stor chance for at hente midler hjem til din gode idé til et Ungdomsinitiativ. Der har været begrænset søgning til puljen året igennem, og derfor er der nu særligt mange penge at søge om.
Ungdomsinitiativerne er en pulje under EU's ungdomsprogram Aktive Unge. Puljen skal fremme unges kreativitet og virkelyst, og det gør den ved at støtte de projekter unge selv har lyst til at lave.
Kan mit projekt få tilskud?
Det afgørende er, at det er unge, der udvikler, planlægger, ansøger om og gennemfører projektet. For at kunne søge om tilskud til et Ungdomsinitiativ skal I derfor være minimum 4 personer på mellem 16–30 år (hvis der er unge under 18 år med i projektet, så skal der tilknyttes en vejleder).
Projektet skal også kunne siges at bidrage med noget nyt til og have en relevans for andre i lokalsamfundet, landet eller Europa.
Endeligt er det også vigtigt, at I selv i projektgruppen lærer noget af at lave projektet. I skal altså ikke bare lave det, I plejer, men derimod forsøge at gå nye veje. Projektplanen skal derfor give mulighed for refleksion og evaluering for deltagerne. Slutresultatet er naturligvis vigtigt, men processen og de erfaringer man gør sig undervejs er mindst lige så afgørende.
Hvor meget kan vi få?
Nationale Ungdomsinitiativer, som planlægges og gennemføres af en gruppe af unge i Danmark får i udgangspunktet € 6.900 (ca. 51.000 kr) til aktivitetsstøtte. Derudover kan der søges yderligere midler til at tilknytte en pædagogisk vejleder og til yderligere udbredelse af projektets resultater.
Transnationale projekter laves i samarbejde mellem to eller flere grupper unge fra forskellige europæiske lande. Et transnationalt ungdomsinitiativ får i udgangspunktet € 10.000 (ca 75.000 kr) i støtte til aktivitetsudgifter, og kan udover støtte til vejleder og udbredelse også få dækket 70 % af rejseudgifter og tilskud til ophold.
Hvordan søger du?
For at komme i betragtning til støtte skal dubruge det rigtige ansøgningsskema, som kan hentes her:
Der kan du også finde vejledninger, som kan hjælpe dig med både den tekniske og den indholdsmæssige del af ansøgningsskemaet.
Inden du går i gang med ansøgningsskemaet er det dog en rigtig god ide, at du læser mere om ordningen her:
og især orienterer dig i FAQ’en her:
Har du yderligere spørgsmål til ordningen, så er du altid velkommen til at kontakte den ansvarlige for ordningen, Frederik Carsten Pedersen (fiks@iu.dk)
Skal vi selv betale noget?
Der er et krav om en grad af medfinansiering i Ungdomsinitiativerne. Det kan enten være gruppens egne penge, penge I får fra andre fonde eller f.eks. billetindtægter til en teaterforestilling. Man må dog ikke tjene penge på projektet, og et eventuelt overskud skal betales tilbage til Aktive Unge.
Mulighederne er enorme
Hvis man lever op til ovenstående, så er der nærmest ingen grænser for, hvad et Ungdomsinitiativ kan handle om. Der er de senere år givet tilskud blandt andet:
- et projekt om flydende saunaer
- et projekt om mobile lydsystemer
- et projekt om fotoprojekter for flygtningebørn
- et projekt om oprettelse af ungdomsklubber
- et projekt om udgivelse af magasiner
- et projekt om opførelse af teaterstykker
- et projekt om informationskampagner om psykisk sygdom
- et projekt om produktion af film
Nogle projekter er lokale/nationale projekter og foregår i Danmark, det er de Nationale Ungdomsinitiativer. Andre projekter involverer grupper af unge fra andre lande, det er et Transnationale Ungdomsinitiativer.
Aktive Unge
Aktive Unge er EU's program for ungdomsaktiviteter uden for det formelle uddannelsessystem. Programmet giver mulighed for samarbejde med 33 programlande om alle aktiviteter, og for nogen aktiviteters vedkommende også med 22 partnerlande fra tre regioner, Balkan, Østeuropa og Kaukasus samt Nordafrika og Mellemøsten
Målgruppe
Målgruppen for Aktive Unge er dels unge, dels ungdomsledere og ungdomsmedarbejdere i såvel den professionelle som den frivillige sektor. Programmet er åbent for alle, herunder unge med særlige behov, fx unge som er kulturelt eller socioøkonomisk dårligt stillede eller har et handicap.´
Ansøgningsfrister
Næste ansøgningsfrist er allerede den 1. november 2011. Det er her der er usædvanligt mange midler til uddeling pga. usædvanlig lav søgning gennem året.
Ansøgningsfrister i 2012 er ikke offentliggjort endnu, men de forventes at være den 1. februar 2012, den 1. maj 2012 og den 1. oktober 2012.
Handlinger tilknyttet webside