eu2012.dk er i luften - se alt om det danske EU-formandskab
Hjemmesiden er formandskabets centrale kommunikationsredskab, og her kan du finde alt, hvad du ønsker at vide om formandskabets arbejde, aktiviteter og resultater på alle EU’s politikområder.
Hjemmesiden bugner af information
Eu2012.dk indeholder nyheder og information om formandskabet, om EU, om Rådets mange arbejdsområder og om Danmark. Der er en omfattende kalender over politiske møder, begivenheder og kulturelle aktiviteter.
”En god hjemmeside er et vigtigt redskab til at få formandskabet ud over rampen. Det skal være en velfungerende værktøjskasse og en side, der fortæller om det danske formandskab og Danmark.
Hjemmesiden er designet, så den er brugervenlig og med et let og dansk udtryk. Samtidig er der masser af informationer, så vi både åbner EU og formandskabets arbejde for danskerne - og Danmark for europæerne”, siger europaminister Nicolai Wammen.
Om formandsskabet
Danmark skal fra 1. januar og seks måneder frem lede arbejdet blandt EU’s medlemslande i EU’s Ministerråd. Danmark skal lede ugentlige ministermøder i Bruxelles og Luxembourg, tusindvis af embedsmandsmøder, samt en lang række andre konferencer og seminarer i Danmark - ikke mindst jubilæumskonferencen for Erasmus-programmet, der fylder 25 år i den danske formandsskabsperiode.
Handlinger tilknyttet webside