City branding af Aalborg, Aarhus og København
Stemningen var i top, da ungdomsambassadørerne fra Aalborg Universitet blev budt velkommen af VisitAalborg på toppen af kulturhuset Nordkraft. Marketingdirektør i VisitAalborg, Peter Asboe-Hermansen, gav de studerende et indblik i byens markedsføringsmæssige udfordringer og potentiale. Aftenen blev rundet af med en gastronomisk beer walk forbi et af Aalborgs mikrobryggerier. I Aarhus og København gav hhv. BusinessAarhus og Wonderful Copenhagen ligeledes de internationale ungdomsambassadører et konkret indblik i, hvordan de to byer arbejder med destination branding.
International dyst om city branding
Temaet "city branding" var fælles for de tre events og emnet medførte en livlig debat blandt de internationale studerende fra 35 forskellige lande. Udover at blive introduceret til et konkret eksempel på, hvordan de professionelle erhverv markedsfører en by, blev ungdomsambassadørerne stillet overfor en case, som på ægte dansk vis skulle løses i grupper.
De unge talenter fik til opgave at forholde sig til deres nye viden om city branding og på baggrund heraf at forberede en præsentation af deres nye danske hjemby. Præsentationen indgår i en konkurrence, hvor ambassadørerne fra de tre byer skal dyste i at lave den bedste og mest overbevisende præsentation. Vinderen kåres på næste Youth Goodwill Ambassador event i slutningen af måneden.
November-event for alle 100 Youth Goodwill Ambassadors
Den 26. november samles alle 100 ungdomsambassadører til en fællesevent i København. Værterne for den store november-event er virksomheden Betterplace, som er anerkendt for deres innovation inden for elbiler og bæredygtig transport. Youth Goodwill Ambassador Corps ser således frem til et spændende arrangement, som bl.a. byder på city branding præsentationer fra ambassadørerne samt en debat om nation branding og Danmarks profil som en grøn nation.