Gå til indhold

Tips og tricks til søgemaskineoptimering - nu online!

25. november 2011
Study in Denmark-kontoret i Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har oprettet en gruppe på portalen digitaliser.dk. Gruppen, der virker som et mødested for eksperter og brugere, er oprettet på baggrund af kontorets kurser i søgemaskineoptimering.

Nyhed fra Styrelsen for Universiteter og Internationalisering.

Den 22. november afholdt Study in Denmark-kontoret  sammen med marketingbureauet iProspect et seminar om søgemaskineoptimering. Det har nu ført til oprettelse af et digitalt forum for vidensudveksling.

Brugerforum i online markedsføring nu med ekspertbistand

I forbindelse med kompetenceudviklingskurserne i online markedsføring har vi nemlig oprettet en gruppe på digitaliser.dk. Her vil vi følge op på kompetencekurserne med kursusoplæg, tips og tricks.

Som en ekstra service til Study in Denmark-kontorets kompetenceudviklingskurser er det lykkedes os at koble nogle af de eksperter på brugerforummet, som vi bruger på kurserne.

De vil forud og efter kurserne samle op og svare på spørgsmål inden for deres fagfelt. Der er indtil videre indgået aftale med en ekspert i Adwords, men flere er i vente. 

Sådan gør du

Når du har oprettet en profil, går du ind på adressen http://digitaliser.dk/group/892423 (gruppens faste adresse), og under titlen "International uddannelse: Online markedsføring" trykker du på linket "Ansøg om medlemskab" .

Vi vil hurtigst muligt give dig adgang. Du er også meget velkommen til at følge op med en mail til Jes Folden Hyldig, jfh@iu.dk eller Jann Thiele Zeiss, jannz@iu.dk.


Seminar den  22. november - indhold af dagen

Seminaret henvendte sig til medarbejdere på internationale kontorer og andre, der er involveret i institutionernes internationale markedsføring.

Indholdet af seminaret var bygget op omkring konkrete værktøjer og redskaber til at øge deltagernes synlighed på internettet. Fokus var blandt andet lagt på opbygning af sider, nyttige plugins til browseren, linkbuilding samt søgevenlig produktion af tekst. Ud over Google som den mest relevante søgemaskine blev også udfordringerne på det russiske og kinesiske søgemaskinemarked berørt.

Endelig fik samtlige deltagere gennemgået dele af deres respektive sites af eksperterne fra iProspect med henblik på søgemaskineoptimering.

Handlinger tilknyttet webside