DFF-nominering bag årets European Latsis Prize
Den fremragende danske matematiker Uffe Haagerup er blevet tildelt dette års European Latsis Prize af European Science Foundation (ESF). Uffe Haagerup blev tildelt prisen, der i år blev givet inden for matematik, på baggrund af hans forskning inden for operatoralgebra samt nye, udfordrende områder af matematikken.
Det er Det Frie Forskningsråd | Natur og Univers, der har stået bag indstillingen af Uffe Haagerup. I indstillingen lyder det blandt andet, at "Uffe Haagerups måske største styrke er hans evne til at løse ekstremt vanskelige matematiske problemstillinger, som selv feltets stærkeste matematikere har måttet lade stå uløst hen."
Uffe Haagerup, der er forfatter til over 90 videnskabelige artikler, er meget respekteret for sin evne til at trænge igennem vanskelige matematiske problemstillinger. Prisen blev uddelt ved en ceremoni i Bruxelles den 22. november 2012. Med prisen følger der 100.000 Schweizerfranc, som er doneret af Latsis Foundation.
European Latsis Prize bliver tildelt til individer eller forskningsgrupper, der af deres kolleger er blevet vurderet til at have lavet de største bidrag til deres forskningsfelt i europæisk forskning.
Handlinger tilknyttet webside