Gode webtekster er din hjemmesides sjæl
Du gør det, din kollega gør det og jeg gør det lige nu: Mange af os skriver hver dag til nettet som led i vores arbejde. Men gør vi det godt?
Dette spørgsmål var til eftersyn på Study in Denmark’s workshop 'Skriv effektivt til nettet’. Og for flere af deltagerne var der en overraskelse i vente.
Den gode webtekst
- Har overskrifter og underrubrikker
- Bringer det vigtigste først
- Bruger talesprog
- Bruger 2. person ”du”
- Har mange afsnit og overskrifter
- Har billeder med billedtekster
- Afsnit kan læses læses uafhængigt af hinanden
God webtekst – men svær at finde via Google!
På workshoppen gennemgik lektor i webjournalistik, Ole Rode Jensen, de vigtigste pointer i god kommunikation på nettet.
Til formålet havde Ole medbragt tekster fra deltagernes institutions-hjemmesider. De var alle gode tekster, men de var (til deltagernes overraskelse) svære at finde via Google.
Hermed var den første pointe i hus: Man kan skrive nok så så god en tekst, men er den svær at finde via Google, er den som en Ferrari uden hjul. Ole Rode viste, hvordan man med få håndgreb kan optimere tekstens synlighed på nettet.
Bring det vigtigste frem i front
Herefter blev deltagernes egne webtekster gennemgået i plenum – med eksempler på, hvad der virker godt og mindre godt. Fokus var mindre på sprogbrug og mere på teksternes struktur og opstilling.
Der var ris til billeder uden billedtekster, og ros til webtekster som straks går til sagens kerne.
Christina Højsgaard Madsen, University College Lillebælt:
– Workshoppen har givet mig blik for, hvordan vi kan gøre vores tekster mere vedkommende og læsevenlige for vores målgruppe. Specielt er jeg fascineret af, hvordan EyeTracking kan vise, hvordan vi orienterer os på nettet.
Eye-Tracking:
Tre er et magisk tal...
Mediet har stor indflydelse på, hvordan dit budskab bliver læst. Således ved man fra Eye-Tracking undersøgelser, at vi særligt på nettet skanner teksten før vi beslutter os for eventuelt at læse den.
Derfor skal din webstekst helst være let at skanne. Brug korte sætninger og afsnit, og del gerne teksten op med flere overskrifter.
Ole Rode foreslår, at man for webtekster tilstræber en 3 gange 3 struktur: 3 små afsnit á 3 linjer og så en overskrift, efterfulgt af 3 afsnit á 3 linjer og en overskrift, osv.
Om oplægsholderen
Ole Rode Jensen er Lektor og underviser på efter- og videreuddannelseskurser i webjournalistik og kommunikation.
Læs mere om Ole Rode Jensen på hans hjemmeside
For mere information, kontakt Thomas Alexander Hoelgaard, thho@iu.dk.
Handlinger tilknyttet webside