Grøn energiforskning giver resultater
Danmark har grundlæggende et godt fundament for den offentlige energiforskning, -udvikling og – demonstration, FU&D, både når det gælder volumen og kvalitet inden for grøn energi.
Det viser en kortlægning over FU&D, som er udarbejdet af Uddannelsesministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.
Indgår i vækstteams arbejde
Kortlægningen giver en faktuel status med en række nøgletal for den offentlige, grønne energirelaterede FU&D i Danmark og viser resultatet af de massive offentlige investeringer på det grønne FU&D energiområde gennem de seneste år.
Den viser blandt andet, at Danmark har et stort hjemtag fra EU's forskningspuljer, og at vi er blandt de bedste i OECD, når det gælder publiceringer inden for energi- og miljøområdet.
Endvidere viser kortlægningen, at der er et godt match mellem de områder, der i stigende grad efterspørges globalt, og vores erhvervsliv og forskning.
Kortlægningen vil indgå i arbejdet i det netop nedsatte vækstteam for klima og energi, der skal rådgive regeringen om, hvordan der skabes de bedste vækstvilkår inden for energi og klimaområdet.
1. juni blev arbejdet i vækstteamet for klima og energi skudt i gang med et dialogmøde, hvor førende erhvervsfolk og organisationer deltog. Erhvervs- og vækstministeren, uddannelsesministeren, klima-, energi- og bygningsministeren og handels- og investeringsministeren var værter for mødet.
- Se Kortlægning af offentlig grøn energiforskning, -udvikling og -demonstration – hos Klima-, Energi- og Bygningsministeriet
- Læs nyhed: Regeringen nedsætter Vækstteam for energi og klima
For yderligere oplysninger, kontakt:
Kontorchef Mikkel Leihardt, e-mail: mle@fivu.dk, tlf: 4127 9362.
Handlinger tilknyttet webside