Indkaldelse af forslag til bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd
Nyhed fra Styrelsen for Forskning og Innovation
Baggrunden er, at beskikkelsesperioden for den nuværende bestyrelsesformand, professor, dr. med. Jens Christian Djurhuus, udløber ved udgangen af 2012.
Med lovbekendtgørelse nr. 1064 af 6. september 2010 om forskningsrådgivning m.v. har regeringen og Folketinget fastlagt rammerne for blandt andet Det Frie Forskningsråds (DFF) virke.
DFF har en fondsfunktion og en rådgivningsfunktion. Således har DFF til opgave at støtte dansk forskning baseret på forskernes egne initiativer og at yde rådgivning om forskning til Folketinget og regeringen inden for alle videnskabelige områder. Rådgivningen sker efter anmodning eller på eget initiativ. Hertil skal rådet bidrage til at styrke formidlingen og anvendelsen af forskningsresultater.
Det Frie Forskningsråd består af en bestyrelse og fem faglige råd:
- Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation
- Det Frie Forskningsråd | Natur og Univers
- Det Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv
- Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom
- Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion
Bestyrelsen
Det Frie Forskningsråds bestyrelse består af en formand og otte medlemmer. Bestyrelsen skal efter loven sammensættes af anerkendte forskere, det vil sige personer, der i en årrække på videnskabeligt plan aktivt har beskæftiget sig med forskning, og som er på mindst lektor- eller seniorforskerniveau.
Bestyrelsen skal sikre, at bevillinger til forskningsformål tildeles efter retningslinjer, der er bindende for alle faglige råd, herunder at den faglige bedømmelse af ansøgninger varetages under relevant inddragelse af eksterne bedømmere. Hertil har bestyrelsen ansvaret for, at rådets virksomhed udøves i koordination med det øvrige forskningsrådssystem, foruden at bestyrelsen er øverste ansvarlige for Det Frie Forskningsråds rådgivningsfunktion.
Bestyrelsesmøderne foregår sædvanligvis på dansk.
For at kunne opfylde ligestillingslovens intentioner om ligelig kønsfordeling i råd og nævn anmoder Styrelsen for Forskning og Innovation om, at der indsendes forslag af både kvinder og mænd til bestyrelsen.
Alle indstillede kandidater skal være adspurgt, inden forslag indsendes.
Forslagene bedes sendt til:
Samtidig indsendes kandidatens CV og publikationsliste (i én fil) til Styrelsen for Forskning og Innovation på mailadressen: forslag_medlem_dff@fi.dk.
CV’et (maks. to sider) skal indeholde den foreslåede persons nøjagtige institutionsadresse og oplysninger om uddannelse, ledelseserfaring, beskæftigelse, hædersbevisninger, akademiske resultater, forskningsmæssige nøgleområder, projektledelse og vejledning. Publikationslisten skal indeholde udførlige referencer til publikationer fra de seneste fem år gerne opdelt på peer reviewede og øvrige videnskabelige indlæg samt angivelse af det fulde antal publikationer.
Filen med CV og publikationsliste navngives med kandidatens navn.
Forslagene skal være styrelsen i hænde senest torsdag den 4. oktober 2012 kl. 12.00.
Yderligere information
Eventuelle spørgsmål rettes til kontorchef Grete M. Kladakis på tlf. 72 31 83 00, mobil 25 18 66 28 eller e-mail gk@fi.dk.
Handlinger tilknyttet webside