Mindre bureaukrati i ErhvervsPhD-ordningen - revisorpåtegninger nu kun påkrævet ved slutregnskab
Nyhed fra Styrelsen for Forskning og Innovation
Styrelsen for Forskning og Innovation søger i videst mulige omfang at mindske de administrative byrder for brugerne af styrelsens forskellige tilskudsordninger. Dette er et fortløbende arbejde, der kræver en konstant afvejelse af det mest hensigtsmæssige omfang af kontrol med brugen af tilskudsmidler.
I ErhvervsPhD-ordningen kan en virksomhed få tilskud til ansættelse af en ph.d.-studerende, der samtidig indskrives på et universitet. Styrelsen for Forskning og Innovation indfører nu, at det ikke længere er nødvendigt med årlige revisorpåtegninger af regnskaber, som virksomheder aflægger for ErhvervsPhD-projekter. Fremover vil det kun være nødvendigt med revisorpåtegning af slutregnskabet i projektforløbet. Dette gælder øjeblikkeligt og for alle igangværende ErhvervsPhD-projekter.
Handlinger tilknyttet webside