Nobelpristager i debat om fri forskning
Nyhed for Styrelsen for Forskning og Innovation
Tim Hunt, nobelpristager i medicin, sparkede Det Frie Forskningsråds årlige medlemskonference den 15. marts 2012 i gang med en inspirerende og tempofyldt tale. Konferencen blev afholdt med ”Forskningsideen – drivkræfter i fri forskning” som et gennemgående tema, og Tim Hunts oplæg gav en indføring i, hvordan banebrydende forskning foregår på højeste niveau, og hvad der skal til for at stimulere den.
Det Frie Forskningsråds medlemmer, inviterede politikere og samarbejdspartnere fik i løbet af dagen rig lejlighed til at blande sig i debatten. Blandt talerne var fire udvalgte modtagere af rådets Forskninglederbevillinger under karriereprogrammet Sapere Aude. De fire forskere gav deltagerne et spændende indblik i idéerne bag de forskningsprojekter, de har kunnet igangsætte med deres bevillinger fra Det Frie Forskningsråd.
En række af rådets centrale samarbejdspartnere i det forskningsfaglige og forskningspolitiske system samt uddannelses- og forskningsordførerne fra Socialdemokraterne, Enhedslisten og Liberal Alliance deltog i den afsluttende paneldebat om fri forskning som innovationsgrundlag. Den livlige debat affødte mange indlæg og synspunkter, men der var bred tilslutning til, at den frie og nysgerrighedsdrevne forskning er et afgørende fundament for samfundets samlede innovationskraft.
Handlinger tilknyttet webside