Ny aftale skal tiltrække talentfulde brasilianske forskere
De otte danske universiteter har indgået en aftale med de brasilianske myndigheder om dansk deltagelse i stipendie- og mobilitetsprogrammet 'Science without Borders'.
Samarbejdet med de brasilianske myndigheder er det første af sin slags i Norden og betyder, at talentfulde brasilianske ph.d.-studerende og post.doc.'er får mulighed for at studere og forske i Danmark med stipendier fra den brasilianske stat til at dække deres uddannelses- og opholdsudgifter.
Fokus på internationalisering i vækstlande
Aftalen 'Science without Borders' blev indgået den 19. september under overværelse af blandt andre H. K. H. Kronprinsesse Mary og en dansk universitetsdelegation på Pontifical Catholic University i Rio de Janeiro.
Uddannelsesminister Morten Østergaard hilser aftalen velkommen og glæder sig over, at dansk-brasiliansk uddannelses- og forskningssamarbejde bliver styrket.
– Aftalen er helt i tråd med regeringens målsætning om, at vi skal have særlig fokus på øget internationalisering i vækstlandene. Det er vigtigt for dansk handel, konkurrenceevne og vores videndagsorden, at de danske universiteter styrker mulighederne for samarbejde med verdens syvende største økonomi. De brasilianske forskere, som nu får mulighed for at komme til Danmark, vil bidrage til de danske forskningsmiljøer med ny viden og indsigt og vil medvirke til at øge de danske universiteters netværk i Brasilien, siger Morten Østergaard.
Dansk delegation præsenterer studie- og samarbejdsmuligheder
Aftalen er et af flere initiativer, som er sat i gang som opfølgning på den rammeaftale om samarbejde inden for uddannelse og forskning, der blev underskrevet af Danmark og Brasilien i februar 2011.
Den danske delegation besøger under opholdet en række brasilianske universiteter, forskningscentre og statslige institutioner for at præsentere studie- og samarbejdsmuligheder på ph.d.- og post.doc.-niveau.
Besøgene skal skabe større synlighed om danske styrkepositioner og vidensniveau samt give mulighed for etablering af nye institutionelle bånd, der kan understøtte fremtidig udveksling og samarbejde.
Forsknings- og uddannelsesattaché i Brasilien
Brasilien investerer massivt i forskning og uddannelse og vil fremover tegne sig for en stadig stigende andel af den internationale studentermobilitet.
Derfor har Uddannelsesministeriet, som en opfølgning på rammeaftalen mellem Danmark og Brasilien, i 2011 udstationeret en forsknings- og uddannelsesattaché i São Paulo, Brasilien. Han skal bistå ministeriet med at udfylde rammerne i aftalen og understøtte nye initiativer, herunder 'Science without Borders'.
Styrelsen for Forskning og Innovation er i gang med at etablere et stærkt samarbejde om fødevareforskning med Brasilien, ligesom der er potentiale inden for blandt andet energi og miljø samt andre områder.
Om 'Science without Borders':
- Er et stipendie- og mobilitetsprogram, som er etableret af den brasilianske regering for at styrke landets teknologi og udvikling gennem mobilitetsprogrammer for studerende og forskere på internationalt anerkendte universiteter.
- Programmet skal kvalificere 100.000 studerende i udlandet.
- De lande, der deltager i 'Science without Borders' er Australien, Belgien, Canada, Frankrig, Italien, Japan, Nederlandene, Portugal, Tyskland, Storbritannien, Spanien Sydkorea og USA.
- Aftalen med Danmark omhandler indtil 2015 op til 700 brasilianske ph.d.- og post.doc.-studerende, som kan få deres gang på de otte danske universiteter.
For yderligere oplysninger, kontakt:
- Styrelsen for Universiteter og Internationalisering: Kommitteret Jacob Fuchs, tlf. 7231 8630 / 2072 2581
- Forsknings- og uddannelsesattaché Anders Ødegaard Christiansen, tlf. +55 (11) 9 6863 6702
- Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200
Handlinger tilknyttet webside