Gå til indhold

Nye tal: hver 10. forskningsaktive danske virksomhed er med i EU-projekter

02. oktober 2012
Andelen af danske virksomheder, som er med i projekter finansieret med EU-forskningspenge, svarer til knap 10 % af de danske virksomheder, der udfører forskning og teknologisk udvikling. Det viser tal fra Styrelsen for Forskning og Innovation i en ny rapport.

Nyhed fra Styrelsen for Forskning og Innovation

Rapporten "Kortlægning af danske virksomheders deltagelse i FP7" kortlægger danske virksomheders deltagelse i EU’s 7. rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (FP7) i årene 2007-2012. Samlet set har danske virksomheder i den periode hentet i alt 1,1 milliard kroner hjem til forskning.

Rapporten viser, at:

  • Den typiske virksomhedsdeltager er en SMV.
    De små og mellemstore virksomheder (SMV) tegner sig for 65 % af de midler, som virksomhederne henter fra rammeprogrammet.
  • Den mest aktive region er Region Hovedstaden.
    Den region, som er mest aktiv i rammeprogrammet, er ikke overraskende Region Hovedstaden. Samtidig har virksomhederne i Hovedstadsregionen den højeste succesrate.
  • Det mest benyttede program er Energiprogrammet.
    De danske virksomheder er aktive inden for alle programmer i FP7. Dog er der flest danske virksomhedsdeltagere inden for Energiprogrammet, og det er også her, de fleste penge hentes hjem.
  • Succesraten for danske virksomheder ligger på 25 %.
    Ca. en fjerdedel af alle danske virksomheder har succes med ansøgninger indsendt til FP7. Det er ganske højt og et pænt stykke over den gennemsnitlige succesrate på ca. 20 % for alle deltagere i FP7.

 
Kortlægningen

  • beskriver, hvilke typer virksomheder der deltager, virksomhedernes branchetilknytning og regionale tilhørsforhold
  • giver indsigt i, hvor stor betydning FP7 har for danske virksomheders forskning og udvikling (FoU)
  • beskriver i, hvilken udstrækning danske virksomheder gør brug af det potentiale, der ligger i FP7
    belyser sammenhængen mellem virksomhedernes brug af de nationale forsknings- og innovationsordninger og FP7.

Læs rapporten

 

Handlinger tilknyttet webside