Gå til indhold

Pædagoguddannelsen får kvalitetsløft

21. juni 2012
Ministrene Morten Østergaard og Christine Antorini bad om indspark til arbejdet med at sikre en styrket uddannelse af fremtidens pædagoger.

Mange af pædagoguddannelsens interessenter var samlet og klar til debat, da uddannelsesminister Morten Østergaard og børne- og undervisningsminister Christine Antorini den 19. juni åbnede konferencen 'En styrket pædagoguddannelse' i Aarhus.

Med afsæt i evalueringen af pædagoguddannelsen og følgegruppens anbefalinger til en styrket uddannelse bad ministrene alle parter om indspark til, hvordan en endnu bedre uddannelse af fremtidens pædagoger skal se ud.

 

Christine Antorini og Morten Østergaard fortalte interessenterne om det forestående arbejde med at styrke pædagoguddannelsen. Foto: Lars Kjær Dideriksen.
Christine Antorini og Morten Østergaard fortalte interessenterne om det forestående arbejde med at styrke pædagoguddannelsen. Foto: Lars Kjær Dideriksen.

– Vi vil bygge videre på reformen fra 2006, som har givet gode resultater, men også efterladt plads til forbedring. Med følgegruppens fine arbejde har vi et godt, kvalificeret grundlag for at starte diskussionen med alle uddannelsens interessenter om, hvordan pædagoguddannelsen gøres endnu bedre, sagde Morten Østergaard.

Indsatsen for at hæve kvaliteten af Danmarks største videregående uddannelse kommer til at ske i et tæt samarbejde med Christine Antorini, der også ser frem til forløbet.

– Vi ved fra solid forskning, at giver vi børnene et kvalitetstilbud i nul-seks-års-alderen, så sætter det positive spor i resten af deres liv, og den viden gennemsyrer en række af vores initiativer, når vi går til arbejdet med at give området et kvalitetsløft, sagde Christine Antorini.

Løft på mange områder

Oven på evalueringen af pædagoguddannelsen fremlagde følgegruppen sine 13 anbefalinger fordelt på syv temaer.

Uddannelsesministeren forholdt sig til flere af anbefalingerne. Blandt andet antallet af undervisningstimer, øget specialisering i uddannelsesforløbet og behovet for øget tværprofessionelt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne.

– Mange professionshøjskoler gør allerede en stor indsats for at fremme det tværprofessionelle samarbejde under uddannelsen. Og jeg har endnu ikke mødt en studerende, som ikke har sat pris på at være del af sådan et fælles forløb, hvor de lærer, hvad de andre professioner kan. Med reformen i 2006 blev der sat fokus på det tværfaglige element. Det var en af de gode ting, man fik tilført dengang, og det er et område, som vi bør forfølge yderligere, sagde Morten Østergaard.

Erfaringer skal deles

Følgegruppens formand Klaus Majgaard havde blandt andet fokus på antallet af undervisningstimer, som de studerende får under uddannelsen. Ifølge Klaus Majgaard handler det ikke kun om at få tilført flere ressourcer.

– Der er også behov for, at uddannelsesinstitutionerne lærer af hinandens gode erfaringer med at sikre, at man kan få flere undervisningstimer ud af ressourcerne, sagde han.

Efter fremlæggelsen fra følgegruppen fulgte en paneldebat mellem repræsentanter for Pædagogstuderendes Landssammenslutning, Professionshøjskolernes Rektorkollegium samt KL. Blandt flere emner drøftede de en omlægning af de lønnede praktikker.

Til slut gav forsker Lars Gulbrandsen fra NOVA i Oslo, socialpolitisk direktør i Social og -Integrationsministeriet Anders Lynge Madsen og formand for Børne- og Kulturchefforeningen Flemming Olsen flere faglige input til inspiration for det videre arbejde med at sikre en endnu bedre uddannelse for fremtidens pædagoger.

Christine Antorini og Morten Østergaard lyttede sammen med interessenter fra alle hjørner af pædagoguddannelsen til følgegruppens anbefalinger. Foto: Lars Kjær Dideriksen.
Christine Antorini og Morten Østergaard lyttede sammen med interessenter fra alle hjørner af pædagoguddannelsen til følgegruppens anbefalinger. Foto: Lars Kjær Dideriksen.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Kontorchef Troels Breindal, tlf. 7231 7860
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200

Handlinger tilknyttet webside