Panel: Nordisk idrætsforskning er fremragende
Nyhed fra Styrelsen for Forskning og Innovation
-
Idrætsforskningen i de fem nordiske lande er fremragende. Det har et internationalt panel bestående af topforskere netop vurderet.
På trods af et samlet befolkningsgrundlag på kun 26 mio. mennesker var 9,3 procent af artiklerne i seks af de bedste videnskabelige tidsskrifter inden for idrætsmedicin publiceret af forskere fra de nordiske lande. Men panelet vurderer også, at den førende position er truet.
Formålet med evalueringen Sports Sciences in Nordic Countries var at give en samlet vurdering af nordisk idrætsforskning fra 2006 til 2010 – ikke at vurdere enkelte personer eller grupper i de fem lande. Evalueringen, der er blevet finansieret af NordForsk på baggrund af en ansøgning fra Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom samt forskningsråd fra de øvrige fire nordiske lande, inddelte forskningen i tre kategorier: social- og adfærdsforskning, sundhedsforskning og grundforskning. Generelt bliver mange nordiske forskere inden for områderne vurderet til at være højt produktive. Positionen inden for social- og adfærdsforskning er dog ikke helt så stærk som inden for sundhed og grundforskning. Panelet konstaterer imidlertid med tilfredshed, at der er en stigning i forskning og ph.d.-træning inden for fysioterapi.
Evalueringen påpeger også, at der er store forskelle i kvaliteten mellem emneområderne, de forskellige lande og de enkelte forskningsgrupper. Der peges på stærke forskningsgrupper inden for især traumatologi, social forskning, forebyggelse og behandling af sygdomme og folkesundhed samt grundforskning og anvendt forskning inden for naturvidenskab.
Panelet anfører, at den vigtigste faktor for succes inden for et område er tilstedeværelsen af tilstrækkelig og rigtigt placeret finansiel støtte. Panelet peger dog også på, at mobiliteten af forskere i de nordiske lande er for lav og bør styrkes.
Styrk samarbejdet og brug databaserne bedre
Nordisk forskning har traditionelt set været førende inden for visse områder af idrætsforskningen, men det er panelets vurdering, at den innovative position er truet. Panelet konstaterer, at fokus i forskningen inden for de senere år gradvist er skiftet fra præstationsrelateret idrætsforskning til sundhedsforskning og forskning i livslang fysisk aktivitet.
Rapporten giver anbefalinger til, hvordan konkurrenceevnen i idrætsforskningen kan styrkes. Anbefalingerne omfatter en fortsættelse, udbygning og styrkelse af det nordiske samarbejde, en styrkelse af samarbejde om multidisciplinære forskningsprojekter, en stærkere kobling til genetisk forskning og proteinforskning samt et større fokus på at publicere i førende internationale tidsskrifter uden for sports science-området. De nordiske lande udmærker sig også ved at have store nationale databaser, mange med biobanker, som kan kobles til nationale registre, men det er panelets vurdering, at denne ressource ikke udnyttes tilstrækkeligt.
For at fremme multidisciplinær forskning samt øge samarbejdet mellem landene anbefaler panelet, at der etableres specifikke finansieringskilder i nordisk regi med specielt fokus på sports science. Som eksempel nævnes udbud af midler til ’Center of Excellence’.
Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom, der var repræsenteret i ansøgningsfasen og planlægningen af evalueringen ved tidligere rådsmedlem professor Michael Kjær, kan fuldt ud genkende det billede, som evalueringsrapporten tegner af idrætsforskningen i Danmark. Forskning inden for idræt og sport dækker emnemæssigt bredt i Danmark, og det fastslås, at basal og anvendt forskning inden for det biomedicinske og sundhedsmæssige område står exceptionelt stærkt i Danmark sammenlignet med andre lande. Det Frie Forskningsråd er repræsenteret i det Nordiske Samarbejdsnævn for Medicinsk Forskning og vil naturligvis engagere sig i drøftelserne vedrørende finansiering af eksempelvis et Center of Excellence.
Spørgsmål til rapporten kan rettes til rådsmedlemmer professor Bente Kiens, bkiens@ifi.ku.dk, og professor Lars Bo Andersen, lboandersen@health.sdu.dk, samt Anne Christiansen, anch@fi.dk, Det Frie Forskningsråds sekretariat, Enheden for Sundhedsvidenskab.
Publikationen: Sport Sciences in Nordic Countries
Handlinger tilknyttet webside