Prisopgave: Forskning - fra forundring til forandring
Det hedder gerne om fri forskning, at den ikke har noget direkte, praktisk anvendelsessigte. At fri forskning ikke i første omgang udføres for at løse et bestemt problem.
Det er sandt, at den frie forsknings vej til et brugbart afkast måske nok er længere og omvejene flere, end det er tilfældet inden for de områder af videnskaben, der arbejder målrettet mod at udvikle nye produkter, præparater, teknologier m.v. Der er imidlertid ofte kortere vej fra forundring til forandring, end man kunne tro.
Der findes masser af eksempler på, at fri, explorativ forskning har dannet grundlag for nye opdagelser af stor vigtighed for menneskers liv og hverdag. Hvad har danske H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen eksempelvis betydet for brugen af elektricitet og dermed den moderne verden? Var penicillinen blevet til noget uden den skotske bakteriolog Alexander Fleming, der opdagede svampen Penicillium chrysogenums antibakterielle virkning? Og hvad har forskningen inden for sprogudvikling og pædagogik ikke betydet for udformningen af moderne skoler og institutioner?
Det Frie Forskningsråd beder nu om dit bud på, hvordan forskning, der ikke er styret af fastlagte målsætninger og store tidstypiske trends, nu som førhen har banet vejen for forandringer af afgørende betydning for både det enkelte menneske og samfundet.
Krav til opgaven
Besvarelsen må fylde maksimum 15 A4-sider (á 2.400 anslag inkl. mellemrum). Den skal være formuleret i sammenhængende prosa og henvende sig til læsere med nogen forståelse for forskning og videnskab. Anvendes der data og statistik, skal dette være veldokumenteret og indgå i klar sammenhæng med teksten. Eventuelle bilag skal indgå i besvarelsens samlede omfang.
Opgaven skal inddrage konkrete eksempler på forskning, der har ført til landvindinger, som ikke lå i kortene fra begyndelsen. Det er en fordel, hvis eksemplerne er hentet fra den danske forskningsverden med relationer til Det Frie Forskningsråd eller de tidligere statslige forskningsråd.
Konkurrencen er åben for alle.
Bedømmelse
Prisopgaverne vurderes og rangeres af Det Frie Forskningsråds bestyrelse, der præmierer op til tre prisopgaver med hhv. en 1., 2. og 3. pris.
Kriterier for bedømmelsen vil være:
- Opgavens inddragelse af eksempler, der illustrerer vejen fra forundring til forandring
- Forfatterens/forfatternes forståelse for videnskabelig praksis og samspillet mellem videnskab og samfund
- Opgavens stil-, sprog- og formidlingsmæssige niveau
Vinderne offentliggøres på www.fi.dk/dff. Alle deltagere vil modtage skriftlig besked om resultatet af konkurrencen.
Præmier
Der uddeles op til tre præmier:
1. pris: 75.000 kr.
2. pris: 50.000 kr.
3. pris: 25.000 kr.
Vinderne offentliggøres medio februar 2013.
Deadline
Besvarelsen indsendes til dff@fi.dk navngivet ”DFF prisopgave” i emnefeltet.
Frist for indsendelse af prisopgaven er den 23. november 2012 kl. 12.00.
Kontakt
For spørgsmål til prisopgaven kontakt venligst:
Kontorchef Grete Kladakis, gk@fi.dk, tlf. 2518 6628.
Kommunikationskonsulent Jane Benarroch, jb@fi.dk, tlf. 7231 8209
Handlinger tilknyttet webside