Svar på Weekendavisens leder om Open Access
Nyhed fra Styrelsen for Forskning og Innovation
I sin leder »Gratismyten« den 11. maj beskriver Anne Knudsen sine forbehold over for den proces, der med institutioner som EU-Kommissionen, Harvard University og Welcome Trust i spidsen er i gang for at gøre forskningsresultater frit tilgængelige online. I lighed med andre kritikere af Open Access er lederen baseret på en del misforståelser.
I dag har de store videnskabelige forlag efterhånden iøjnefaldende profitmarginer. Som nyligt beskrevet i The Economist havde Elsevier - verdens største videnskabelige forlag - i 2011 en profit på 768 millioner pund ud fra en omsætning på 2,1 milliarder pund.
Dette er muligt, fordi tidsskrifternes faglige indhold hovedsagligt leveres gratis af forskerne, og fordi de forskere, som kvalitetssikrer artiklerne, i de fleste tilfælde udfører arbejdet gratis.
Open Access handler om, at forlagene må udvikle deres forretningsmodeller, så der kan gives åben adgang til de peer reviewede artikler. For ikke at trække tæppet væk under forlagenes nuværende forretningsmodel arbejdes der med en såkaldt »grøn« Open Access-model. Den indebærer, at artiklerne publiceres digitalt og parallelt med den trykte udgave, eventuelt efter en karensperiode på op til et år fra udgivelsestidspunktet.
Det er ikke gratis at åbne op for fri adgang til videnskabelige artikler. Som Anne Knudsen peger på, vil der være udgifter til udvikling og drift af ITsystemer.
Men mange universiteter har allerede databaser til formålet, ligesom Den Danske Forskningsdatabase i en hjemlig sammenhæng kan formidle artiklerne videre ud i verden. Desuden viser beregninger, at der på længere sigt er penge at spare på omlægningen. Med Open Acces får små og mellemstore private virksomheder, læger, gymnasielærere m. fl. bedre mulighed for at gøre brug af den nyeste forskning med samfundsøkonomisk vækst og forbedret offentlig service til følge.
Jeg ser ikke tegn på, at kvalitetssikringen af forskningsresultater vil komme i fare med denne form for Open Access.
Intet i disse initiativer indebærer et kompromis med peer review-systemet.
Artiklerne skal igennem præcis samme kvalitetskontrol som nu, og der er ingen argumenter for, at indførelsen af Open Access skulle betyde et opgør med den eksisterende kvalitetskultur.
De aktuelle modeller for overgangen til Open Access skal netop forhindre de konsekvenser, som Anne Knudsen ridser op. I EU-regi har direktøren for Forsknings-og Innovationsdirektoratet, Robert-Jan Smits, udtalt, at kommissionens tilslutning til gratis Open Access er afgørende for udviklingen af forskeres og ideers bevægelighed i Europa. EUkommissionen planlægger således at gøre Open Access til et krav i forbindelse med kommissionens forslag til det kommende rammeprogram Horizon 2020, som vil udmønte 80 milliarder Euro til forskning inden 2020. Et initiativ, der vil skubbe arbejdet med implementering af Open Access et stort skridt fremad
Handlinger tilknyttet webside