Gå til indhold

Toppost til DFF-bestyrelsesmedlem i Science Europe

13. juni 2012
Bestyrelsesmedlem i Det Frie Forskningsråd Kirsten Drotner er blevet valgt som formand for Science Europes videnskabelige komité for humaniora.

Nyhed fra Styrelsen for Forskning og Innovation

Kirsten Drotner, der er professor på Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet, er på Science Europes seneste generalforsamling blevet valgt som første formand for Science Europes videnskabelige komité for humaniora.

13.06.2012 toppost

Den videnskabelige komité for humaniora er én af seks nye komiteer, som udgør forskernes stemme i Science Europe - den nye, stærke organisation for forskningspolitik i Europa. Organisationen har til formål at styrke europæisk forskning ved at bygge bro mellem de nationale forskningsråd og Europakommissionen. Arbejdet består i at undersøge og synliggøre fremtidige forskningsbehov og i at rådgive Kommissionen om forskningsudvikling.

"Som formand vil jeg arbejde for at dokumentere og synliggøre, hvordan humanistisk forskning udgør en ressource for samfundet, og gøre det på en måde, så betydningen også er tydelig for andre end forskerne selv. Det er en særlig forpligtelse og udfordring for et område, der sjældent lyser op med konkrete opfindelser og nye produkter, der er til at tage og føle på", siger Kirsten Drotner.

En af de første opgaver bliver at vælge de øvrige 14 medlemmer af komiteen. Dernæst handler det om at få skabt rammer for et godt og effektivt samarbejde både i komiteen og i forhold til de øvrige komiteer og partnere, som Science Europe samarbejder med.

"At få sat et klart, humanistisk aftryk på budgettet for de store aftaler om europæisk forskning, der snart søsættes, bliver en af de første udfordringer", lyder det fra Kirsten Drotner.

Ud over Kirsten Drotner blev fem mandlige formænd valgt til komiteerne Engineering, Physical, Chemical and Mathematical Science, Medical Sciences, Life Sciences og Social Sciences. De seks formænd er alle valgt på baggrund af deres høje videnskabelige niveau samt deres evne til at repræsentere bredden inden for det specifikke fagområde. Desuden har deres store internationale erfaring været afgørende for valget.

 

Handlinger tilknyttet webside