Gå til indhold

Unge kommer hurtigere i gang og hurtigere igennem deres videregående uddannelse

16. april 2012
Ny opgørelse for profilmodellen 2010 viser, at de unge forventes at bruge mindre tid på at opnå en videregående uddannelse.

Unge kommer tidligere i gang med deres videregående uddannelse og gennemfører den hurtigere. Til gengæld øges mertiden – det vil sige, tiden fra 9. klasse til den unge har opnået en erhvervskompetencegivende uddannelse – på erhvervsuddannelserne.

Det viser nye beregninger fra den såkaldte profilmodel 2010. Profilmodellen 2010 ser på, hvordan den ungdomsårgang, som afsluttede 9. klasse i 2010, forventes at uddanne sig i løbet af de kommende 25 år.

Nye opgørelser viser, hvor meget tid de unge forventes at bruge ud over normeret tid på deres vej til uddannelse. På de lange videregående uddannelser forventes den gennemsnitlige resttid, der primært dækker over forsinkelse på studiet, at blive reduceret fra 21 måneder for ungdomsårgang 2001 til 13 måneder for ungdomsårgang 2010.

– Det er gode nyheder, at de unge, der vælger en videregående uddannelse, også kommer hurtigere i gang med og hurtigt gennem studierne. For at sikre velfærdssamfundet og kommende generationers uddannelse har vi brug for veluddannede og motiverede folk. Regeringen har en ambitiøs målsætning om, at 60 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Det mål skal vi blandt andet nå ved at fjerne de blindgyder, de støder på før studiet, i optagelsesfasen og undervejs i studiet, så tendensen kan fortsætte, siger Morten Østergaard.

Også børne- og undervisningsminister Christine Antorini glæder sig over, at de unge kommer hurtigere i gang med en videre uddannelse efter en gymnasial uddannelse. I forhold til erhvervsuddannelserne er billedet dog et andet – her starter de studerende senere på deres uddannelse:

– Vi vil gerne have flere unge til at starte tidligere på en erhvervsuddannelse. Men en del af forklaringen er, at krisen betyder, at der er færre ufaglærte job, og det får flere ældre til at søge ind på erhvervsuddannelserne, siger Christine Antorini.

Profilmodellen 2010

Profilmodellen 2010 viser blandt andet, at over 80 procent, af dem som forlod 9. klasse i 2010, forventes at opnå en erhvervskompetencegivende uddannelse, det vil sige en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse.

Mertiden brugt undervejs opgøres på tid brugt på 10. klasse, dobbelt ungdomsuddannelse, pause mellem uddannelser, studieskift og resttid, som primært dækker over studietidsforsinkelser.

Hovedresultaterne fra analysen er:

  • Det forventede samlede mertidsforbrug, det vil sige den tid, som er brugt undervejs udover det normerede studietidsforbrug, er stort set konstant for ungdomsårgangene 2008-2010.
  • Flere unge forventes at komme hurtigere i gang med deres studie. Andelen af unge, der forventes at holde pause fra uddannelse i mindre end tre år, er stigende blandt unge, der forventes at tage en videregående uddannelse, mens andelen, der holder pause i tre år eller mere, er faldende.
  • Unge på de videregående uddannelser forventes at komme hurtigere i gang med deres uddannelse og have kortere uddannelsespause sammenlignet med unge, der forventes at tage en erhvervsfaglig uddannelse.
  • Flere unge forventes i gennemsnit at blive hurtigere færdige med deres videregående studier. Specielt på lange videregående uddannelser forventes den gennemsnitlige resttid, hvilket primært dækker over studietidsforsinkelse, at være reduceret fra 21 måneder for ungdomsårgang 2001 til 13 måneder for ungdomsårgang 2010.
  • Drenge, som opnår en videregående uddannelse, forventes at have en længere uddannelsespause end pigerne. Modsat forventes drengene, som opnår en erhvervsfaglig uddannelse, at have en kortere uddannelsespause end pigerne.
  • Piger af anden etnisk herkomst, som tager en videregående uddannelse, forventes at have kortere uddannelsespause end piger af dansk herkomst. Tendensen er tydeligst for dem, som tager en lang videregående uddannelse. For erhvervsuddannelserne er tendensen den modsatte. Der forventes pigerne af anden etnisk herkomst at have den længste uddannelsespause.
  • Mertiden på erhvervsuddannelserne er steget, her er det uddannelsespausen som er øget, hvilket skyldes øget tilgang af ældre.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Uddannelsesministeriet:

Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200

Ministeriet for Børn og Undervisning:

Presseansvarlig Mette Klingsey, tlf. 2532 3478

Handlinger tilknyttet webside