Videnkupon åbner igen
Nyhed for Styrelsen for Forskning og Innovation
Åbner døre til videninstitutioner
En videnkupon er en døråbner til de offentlige videninstitutioner for små og mellemstore virksomheder. Mange små virksomheder har ikke tradition for at samarbejde med de offentlige videninstitutioner, når de har brug for ny viden til at udvikle eller videreudvikle et produkt, en ydelse eller deres organisation. Derfor giver Rådet for Teknologi og Innovation tilskud til at igangsætte den slags samarbejde.
Samarbejde fører mere med sig
Videnkuponen bidrager på den måde til at skabe vækst og innovation og bygger bro mellem mindre private virksomheder og offentlige videninstitutioner. For når en virksomhed én gang har samarbejdet med en offentlig videninstitution bliver det lettere at gøre det igen, også uden tilskud. Måske får virksomheden endda blod på tanden til at ansætte en højtuddannet eller til at indgå i større partnerskaber, der kan skabe nye udviklingsmuligheder for virksomheden.
Designvirksomhed bliver bæredygtig
Et godt eksempel på en virksomhed, der har brugt videnkuponen som et springbræt til innovative løsninger, er designvirksomheden MADEBYMAKERS, som sammen med Teknologisk Institut har arbejdet på at udvikle nye energirigtige designprodukter til hjemmet. Virksomheden havde mange ideer, men manglede viden om brugbare bæredygtige teknologier. Samarbejdet med Teknologisk Institut betyder, at virksomheden nu har en stærkere profil, et nyt produkt på vej, og vigtigst måske – at den også i fremtiden forventer at samarbejde med offentlige videninstitutioner, når der skal udvikles nye produkter.
Handlinger tilknyttet webside