8,3 millioner kroner - søg tilskud gennem Nordplus Voksen til dit uddannelsessamarbejde i 2014
Programmidlerne kan bruges til initiativer og udviklingsprojekter, mobilitet og netværk, der styrker og udvikler voksnes læring.
Ansøgningsfristen er 3. marts 2014.
Støtte til at styrke og udvikle voksnes læring
Nordplus Voksen er Nordisk Ministerråds samarbejdsprogram for voksenuddannelsesområdet. Programmet støtter organisationer fra hele Norden, Baltikum og de tre selvstyreområder Åland, Færøerne og Grønland i at etablere kontakt, lære af hinanden og gå sammen om at imødekomme fælles behov og udfordringer. Formålet er at styrke kvaliteten og innovationen inden for voksenuddannelsen og voksenlæringen.
Målsætningerne for programmet er:
- at styrke voksnes nøglekompetencer og anerkendelsen (valideringen) af voksnes uformelle og ikke-formelle læring
- at støtte voksenuddannelsen/læringen i at imødekomme det moderne medborgerskabs udfordringer
- at styrke samspillet mellem voksenuddannelse og arbejdsliv.
Inspiration til din ansøgning
Find inspiration til din ansøgning i aktuelle projekter. Læs blandt andet om DOF Lillebælt Oplysnings Forbunds projekt, som vil forbedre aftenskoleundervisning ved at udvikle et nyt innovativt læringskoncept for undervisere og andre, der vil udvikle deres kreativitet og innovative tankegang. Eller find inspiration i et af de mange andre aktuelle Nordplus Voksen projekter, som findes i Projektkortet.
Sprog og tværsektorielt samarbejde
Som aktør inden for voksenuddannelsesområdet har du også mulighed for at få tilskud i andre dele af Nordplus programmet. Det er for eksempel relevant, hvis dit projekt omhandler nordiske sprog eller engagerer projekter på tværs af sektorer.
Ansøg og find mere information om ansøgningsproceduren:
Læs mere om mål og rammer for tilskud i de enkelte programmer i Nordplus Håndbogen 2014, som kan hentes fra nordplusonline.org. Herfra vil der også være adgang til ansøgningssystemet Espresso.
Handlinger tilknyttet webside