Amerikanske erfaringer skal gøre danske uddannelser bedre
Kvaliteten af de danske videregående uddannelser skal styrkes, og mere viden fra uddannelsesinstitutionerne skal omsættes til værdi. Derfor rejser uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen den 9.-14. februar til USA for at samle inspiration til arbejdet med de danske uddannelser.
Hun vil blandt andet besøge eliteuniversiteterne Harvard University og Massachusetts Insitute of Technology (MIT) på østkysten samt Stanford University og University of California, Berkeley i vest. Alle fire universiteter hører til i den absolutte top i verden, både hvad angår uddannelse og forskning.
Temaerne for besøget vil være uddannelses- og undervisningskvalitet og vidensamarbejde mellem universiteter og virksomheder, og Sofie Carsten Nielsen ser frem til at udveksle viden og erfaringer under besøget.
- De amerikanske forsknings- og uddannelsesinstitutioner er blandt de allerbedste i verden, og vi kan lære meget af, hvordan de sikrer kvaliteten af deres uddannelser. Regeringen nedsatte i efteråret 2013 et udvalg, som skal give anbefalinger til at forbedre de danske videregående uddannelsers kvalitet og relevans i forhold til arbejdsmarkedet. Besøget i USA kan supplere udvalgets anbefalinger med viden om internationale erfaringer, der kan give inspiration og ideer til, hvordan vi kan opnå undervisning på højeste niveau, øge studerendes interesse for at lære og styrke dimittendernes jobmuligheder, siger Sofie Carsten Nielsen.
Studieturen omfatter også besøg på virksomheder så som Coursera, der udbyder online kurser, og Google. Her vil uddannelses- og forskningsministeren hente inspiration til rekruttering af højtkvalificeret arbejdskraft og høre om erfaringer med de såkaldte MOOCs – Massive Online Open Courses.
Kontakt
Handlinger tilknyttet webside