Gå til indhold

Danmark indgår samarbejde om innovation med Korea

01. september 2014
Korea vil lære af Danmarks erfaringer med overførsel af teknologi fra universiteter til små og mellemstore virksomheder. Den 1. september underskriver de to lande en aftale om innovationssamarbejde.

En ny politisk målsætning i Korea skal nu sørge for, at de store forsknings- og uddannelsesbudgetter ikke blot kommer landets største virksomheder til gode. Der skal også skabes højteknologiske små og mellemstore virksomheder, SMV’er, med rod i universiteternes forskningsmiljøer.

For at løfte den målsætning vil koreanerne nu samarbejde med og tage ved lære af fem andre lande. Danmark er det eneste europæiske land blandt de fem. Aftalepartneren er koreanske Small and Medium Business Administration, SMBA, der er myndighed for den koreanske SMV-politik med særligt fokus på innovative virksomheder.

Den 1. og 2. september besøger en koreansk delegation derfor Danmark. Her underskriver uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen en politisk aftale om samarbejde med Jung-Wha Han, præsidenten for SMBA.

Sofie Carsten Nielsen fremhæver, at begge parter kan få stor gavn af samarbejdet.

- Både i Danmark og Korea skal den viden, der skabes på vores forskningsinstitutioner, danne basis for nye produkter og nye små og mellemstore virksomheder. Vi er selv meget interesserede i Korea, fordi koreanerne prioriterer forskning og uddannelse meget højt. Den nye aftale er spændende, da den giver os mulighed for at tage ved lære af hinanden og udveksle erfaringer om opstart af virksomheder med rod i universitetsmiljøerne. Det er desuden positivt, at aftalen allerede har ført til konkret samarbejde på institutionerne, siger Sofie Carsten Nielsen.

Den koreanske delegation mødes også med Københavns Universitet, som vil intensivere sit samarbejde med det koreanske eliteuniversitet Yonsei. Som udspring af aftalen mellem SMBA og Uddannelses- og Forskningsministeriet underskriver Scion DTU, DTU’s forskerpark, desuden en aftale om et træningsprogram for koreanske iværksættere.

Korea har de seneste år oplevet kraftig økonomisk vækst. Fra at være et af verdens fattigste lande i årene efter Korea-krigen, har koreanerne i dag en købekraft per indbygger, der hastigt nærmer sig den danske.

Den koreanske vækst har i høj grad været baseret på udvikling af højteknologiske produkter, som kan eksporteres til resten af verden. Samtidig investerer koreanerne massivt i forskning og uddannelse, så den koreanske befolkning i dag er blandt verdens mest veluddannede.

Uddannelses- og forskningsministeren planlægger selv besøg i Korea i januar 2015, hvor hun skal lægge grundstenene for yderlige samarbejde og hente inspiration med til Danmark. I Seoul skal hun besøge det danske innovationscenter, der arbejder for at fremme samarbejdet mellem danske og koreanske forskningsinstitutioner og virksomheder.

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen og præsidenten for SMBA Jung-Wha Han underskrev den 1. september en politisk aftale om samarbejde.
Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen og præsidenten for SMBA Jung-Wha Han underskrev den 1. september en politisk aftale om samarbejde.

Om Korea

Korea er det 26. folkerigeste land i verden med en befolkning på 50 millioner.

  • Regeringen lancerede i 2012 en vækstmarkedsstrategi for Korea, blandt andet med ambitionen om at intensivere samarbejdet på forskningsområdet.
  • I perioden 2005-2014 har Korea haft en gennemsnitlig årlig økonomisk vækst på 3,64 procent. Det gør landet til et af de hastigst voksende OECD-lande.
  • De koreanske investeringer i forskning og udvikling var i 2012 på et niveau svarende til 4,36 procent af BNP (både offentlige og private investeringer). Globalt er det kun Israel, der investerer mere i området målt som procent af BNP.
  • Innovation Centre Denmark

For yderligere oplysninger, kontakt:

Uddannelses- og Forskningsministeriet: Kontorchef Gitte Agerhus, e-mail: gha@fi.dk, tlf. 7231 8250

Københavns Universitet: Specialkonsulent Astrid Gufler, Rektorsekretariatet, e-mail: asg@adm.ku.dk, tlf. 3532 4784

Scion DTU: Direktør Steen Donner, e-mail: sd@sciondtu.dk, tlf. 2088 3929

Det danske innovationscenter i Seoul: Attaché Torben Orla Nielsen, e-mail: torbni@um.dk, tlf. +82 10 2824 4187

Kontakt

Gitte Agerhus
Kontorchef
Tlf.: 72318250
Email: gha@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside