Gå til indhold

Dansk græsgigant: Uden forskning havde vi stået væsentligt svagere

09. januar 2014
Frøproducenten DLF-Trifolium deltager i et forskningssamarbejde med Aarhus Universitet og andre virksomheder og forskningsinstitutioner, der skal føre til, at den danske virksomhed kan bevare sin internationale førerposition inden for produktion af græs- og kløverfrø.

Virksomheden DLF-Trifolium producerer græs- og kløverfrø til plæner og dyrefoder i hele verden. Firmaets afdeling i Store Heddinge udvikler nye græssorter for at opnå et større udbytte, en bedre kvalitet og en større resistens mod plantesygdomme.

Udviklingen af nye sorter tager i dag op til tolv år. Denne forædlingsproces vil DLF-Trifolium gerne barbere nogle år af.

Det håber seniorforsker i DLF-Trifolium Christian Sig Jensen, at Aarhus Universitet og de andre parter i et nyt forskningssamarbejde kan hjælpe med.

Forskning på universiteter med data fra virksomheder

På Aarhus Universitet udvikler forskere en software, der kan forudsige potentialet af de enkelte forædlingslinjer ud fra deres genetiske profil og dermed foretage en mere sikker og hurtig selektion af de bedste sorter – via såkaldt genomisk selektion.

- Vi er ikke selv i stand til at udføre forskning af denne karakter, da vi dels ikke selv besidder ekspertisen, dels ikke har ressourcer til et projekt af dette omfang. Så vi havde stået væsentligt svagere, hvis vi ikke havde muligheder for at være med i denne type forskningsprojekter, hvor universiteterne bidrager med en del af forskningen, forklarer Christian Sig Jensen

DLF-Trifolium og andre planteforædlingsvirksomheder og dyreavlsvirksomheder bidrager til forskningen med egne ressourcer og data fra deres arbejde med forædling. Forskningsprojektet har et budget på 69 millioner kroner, hvoraf næsten halvdelen af midlerne kommer fra en bevilling fra Det Strategiske Forskningsråd under Uddannelsesministeriet.

- Dette forskningsprojekt er et godt eksempel på, at danske virksomheder i samarbejde med forskere og med offentlige forskningsbevillinger kan realisere innovative ideer, der kan bidrage til virksomhedernes egen udvikling, og samtidigt medvirker til at skabe vækst og job til gavn for Danmark, siger uddannelsesminister Morten Østergaard.

Klar til nye forskningsprojekter

DLF-Trifolium har eksisteret i over 125 år og er verdens største producent af kløver- og græsfrø med en anslået markedsandel på 25 procent på verdensplan. Virksomheden er blandt andet hovedleverandør af græsfrø til sommerens VM-fodboldbaner i Brasilien.

For at kunne sælge sine frø, skal de forskellige sorter først være officielt afprøvet og optaget på nationale sortslister i de enkelte lande. Jo højere en sort ligger på listerne jo mere frøsalg vil den præstere. Derfor er det afgørende for DLF-Trifolium fortsat at udvikle nye sorter, der er bedre end konkurrenternes.

- Forædlingsindustrien er den ypperste del af hele pyramiden i plante og dyreproduktionen. Det er her al knowhow ligger til at få de bedste genetiske potentialer frem, og det betyder, at alt, hvad man kan ændre på det niveau, vil forplante sig gennem foder og fødevarekæden. Hvis vores danske frøavl kan stige, og vi øger vores markedsandele globalt, kan det skabe et naturligt behov for meransættelse både i Danmark og internationalt, siger Christian Sig Jensen.

Som en del af finansloven er der afsat 116 millioner kroner fra forskningsreserven i 2014 til forskning i bioressourcer, fødevarer og andre biologiske produkter. Både den prioritering og oprettelsen af Danmarks nye innovationsfond, som understøtter strategisk forskning, højteknologi og innovation, ser Christian Sig Jensen positivt på.

- Vi er med i konsortiet Crop Innovation Denmark som en af fire planteforædlingsvirksomheder sammen med Aarhus og Københavns universiteter samt Landbrug & Fødevarer, og i det samarbejde kunne vi bestemt være interesserede i at søge nogle af de midler til nye projekter, fortæller han.

Forskningsprojektet

  • Genomisk selektion er en metode til at udvælge de bedste individer på baggrund af gener og deres funktion.
  • I projektet, der har navnet GenSap, deltager: Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Aalborg Universitet, University of Melbourne, Norwegian University of Life Science, North Carolina State University, French National Institute for Agricultural Research, Nordic Seed, Viking Genetics, Sejet Planteforædling, Videncenter for Svineproduktion, Landbrug og Fødevarer, Kopenhagen Fur, DLF-Trifolium, LKF Vandel, University of Wisconsin-Madison, China Agricultural University, NAV – Nordic Cattle Selection Evaluation.

Handlinger tilknyttet webside