Gå til indhold

Dansk møbelsnedker i Japan vinder pris for praktikfortælling

05. december 2014
Asta Mogensen har været i praktik i Japan som led i uddannelsen til møbelsnedker. Opholdet har ikke kun givet hende ny viden om bearbejdning af træ, hendes personlige fortælling om praktikken har også indbragt hende førstepræmien i årets konkurrence om historier fra internationale praktikophold.

67 fortællinger om praktik i udlandet kreativt formidlet gennem lyd, billeder og skrift deltog i konkurrencen om bedste historie om et praktikophold i udlandet.

Asta Mogensen bidrog med en fortælling om sit praktikophold hos en møbelsnedker i Japan, om udlængsel og et brændende ønske om at tilegne sig viden om bearbejdning af træ og møbelfremstilling med traditionelle japanske håndværkstekniker. 

 - Det er dejligt at opleve, at faget kan tage en til så anderledes steder til trods for sproglige barrierer. Det var et fantastisk givende ophold, hvad angår arbejdet, men jeg blev også mødt med en fuldstændig overvældende gæstfrihed – og et stående tilbud om at arbejde på fabrikken, når jeg en dag kommer tilbage til Yuzawa, fortæller Asta Mogensen i sin fortælling ’Fra Twin Peaks til Japan’.

Asta Mogensen har været af sted gennem den internationale praktikordning Praktik i Udlandet (PIU), som en del af sin danske uddannelse til møbelsnedker på Københavns Tekniske Skole.

Asta blev hædret med førstepræmien for bedste historie og modtog en præmie på 5000 kroner ved prisoverrækkelsen, som fandt sted på konferencen ’Internationalisering og kvalitet i uddannelserne - inspiration fra det europæiske uddannelsessamarbejde’ den 27. november 2014 i DGI-Byen.

Blandt de mange bidrag valgte Styrelsen for Videregående Uddannelser sammen med repræsentanter for Undervisningsministeriet og Danske Erhvervsskoler tre historier og tre film, som blev præmieret. Her ses nogle af vinderne.
Blandt de mange bidrag valgte Styrelsen for Videregående Uddannelser sammen med repræsentanter for Undervisningsministeriet og Danske Erhvervsskoler tre historier og tre film, som blev præmieret. Her ses nogle af vinderne.

Rollemodeller for andre elever

Førstepræmien deles med Mette Hede, som netop er taget af sted på et praktikophold på en international skole i London med PIU-ordningen. Mette Hede, der er i gang med en kontoruddannelse på Uddannelsescenter Holstebro, havde valgt at formidle de mange nye indtryk fra en af verdens travleste metropoler gennem billeder og musik. Hun modtog også en præmie på 5000 kroner.

Formand for Danske Erhvervsskoler-Bestyrelserne Per Påskesen overrakte priser til vinderne. 

 - Jeres historier viser, at opholdet har været det hele værd. I har fået erfaringer, som I kan bruge resten af jeres liv både i forhold til beskæftigelse og til at markere jer som rollemodeller. Som PIU- elever er i ambassadører for Danmark og jeres fag og ikke mindst for det danske uddannelsessystem ude i den store verden. Og nu er I også repræsentanter for PIU-ordningen, sagde Per Påskesen ved prisoverrækkelsen.

PIU-konkurrence

Styrelsen for Videregående Uddannelser udskrev i sommeren 2014 en konkurrence for elever på erhvervsuddannelserne. Konkurrencen gik ud på at lave en kort film eller historie om et praktikophold i udlandet.

Formålet med konkurrencen er at synliggøre, hvad eleverne får ud af et praktikophold i udlandet, og motivere endnu flere unge til at gøre brug af PIU-ordningen som et led i deres uddannelse.

Der indkom 67 bidrag til konkurrencen. Heraf 55 historier og 12 film. Eleverne kommer fra 13 forskellige fag og har været i praktik i 15 forskellige lande over hele verden.

Dommerpanelet bestod af repræsentanter for Undervisningsministeriet, Styrelsen for Videregående Uddannelser og Danske Erhvervsskoler. 

Praktik i Udlandet/PIU

PIU-ordningen er et dansk mobilitetsprogram for elever på de grundlæggende erhvervsuddannelser, landbrugsuddannelser og social- og sundhedsuddannelser.

PIU står for praktik i udlandet. Ordningen giver mulighed for, at praktikopholdet kan blive godkendt som en del af den danske uddannelse, og at der gives økonomisk tilskud til eleven eller til den danske arbejdsgiver.

Vil du vide mere om PIU-ordningen, er du velkommen til at kontakte international rådgiver Lars Møller Bentsen på lmb@uds.dk

 

Kontakt

Lars Møller Bentsen
International rådgiver
Tlf.: 72318926
Email: lmb@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside