Danske innovationsnetværk speeddater med hele Europa
- Læs mere om klynger og innovationsnetværk
- En klynge er en gruppe af virksomheder, der har slået sig sammen med forsknings- og uddannelsesinstitutioner, fordi det giver konkurrencemæssige fordele, som en enkelt virksomhed ikke kan opnå alene. Danmark har mere end 50 af disse, og cirka halvdelen af dem er repræsenteret i Europas største matchmaking event for klyngeorganisationer – ‘BSR Cluster-to-Cluster Conference and Matchmaking – Towards New Horizons’, som finder sted i Berlin torsdag og fredag i denne uge.
- Mere end 125 andre klynger fra cirka 20 lande deltager i eventen. Tilsammen repræsenterer klyngerne over 20.000 virksomheder fra hele Europa. Blandt deltagerne er 30 af de stærkeste klynger fra Tyskland, som repræsenterer internationalt førende virksomheder inden for eksempelvis IT, avancerede materialer og bilindustri, og derfor er meget attraktive partnere for danske virksomheder.
Virksomheder sparer tid
Morten Solgaard Thomsen, der er chefkonsulent i Styrelsen for Forskning og Innovation og en af koordinatorerne på eventen, siger:
- Danske virksomheder kan med matchmakingen skyde genvej til at finde nye internationale samarbejdspartnere og eksportmuligheder. Der arrangeres flere hundrede speeddating-møder, hvor klyngelederne på forhånd har meldt ind, hvem de ønsker at møde. På møderne kan man hurtigt identificere, om den anden klynge har noget interessant at byde på for ens egne virksomheder, og om der er basis for at gå videre med at udvikle samarbejdet.
Er der det, kan Styrelsen for Forskning og Innovation tilbyde støtte til at etablere et konkret samarbejdsprojekt mellem en dansk og en udenlandsk klynge med deltagelse af danske små og mellemstore virksomheder.
- Matchmakingen sparer danske virksomheder for den tidskrævende proces, det er at støve nye udenlandske partnere op. Man kan både møde klynger, der ligner ens egen, og nogle, der arbejder med noget helt andet, men hvor man alligevel kan bruge hinanden til noget nyt. Det er ofte det, der skaber den største innovation, siger Morten Solgaard Thomsen.
De internationale aktiviteter skal øges
Nye tal viser, at de danske klynger og innovationsnetværk sidste år hjalp omkring 500 virksomheder med at finde nye internationale samarbejdspartnere. Målet med årets event i Berlin er, at der skabes mindst 100 nye internationale samarbejder mellem danske virksomheder og udenlandske virksomheder og forskningsinstitutioner. Samarbejdsprojekterne skal føre til innovation, vækst, nye markeder og øget eksport.
De danske klynger og innovationsnetværk har i de senere år styrket deres internationale aktiviteter. Sidste år var det imidlertid blot 12 procent af klyngernes samlede medlemsskare, som fik nye internationale partnere. Det er derfor regeringens mål at udnytte klyngernes internationale potentiale langt mere i de kommende år.
Handlinger tilknyttet webside