Deltag i debat om samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv
25. april 2014
Uddannelses- og forskningsministeren inviterer alle interesserede til at komme med gode ideer til, hvordan samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv kan styrkes.
Uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv skal blive bedre til at samarbejde. Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen åbner derfor en debatside, hvor blandt andre forskere, erhvervsfolk, studerende og iværksættere kan bidrage med ideer til, hvordan samarbejdet styrkes. Derudover vil debattørerne kunne kommentere på hinandens forslag.
- Jeg inviterer alle interesserede til at deltage i debatten. Jeg håber, at der på den nye debatside vil komme nye eller skæve ideer til, hvordan vi kan styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv. Tanken med debatsiden er at få andre på banen end de organisationer, der normalt skriver høringssvar og blander sig i debatten. Vi vil gerne have så mange forskellige ideer, som muligt, siger Sofie Carsten Nielsen.
Debatsiden følger op på Folketingets beslutning om, at viden- og uddannelsesinstitutionernes samarbejde med erhvervslivet skal under lup. Derfor lyder startskuddet nu også til en evaluering, hvor samarbejdet mellem den offentlige forskningsverden og erhvervslivet skal vurderes. Det er et uafhængigt konsulentfirma, som skal udføre evalueringen.
Handlinger tilknyttet webside