Deltag i høring om udvikling af et fælles kvalifikations- og kompetenceområde i Europa
Hvordan gøres det nemmere at få anerkendt sine kompetencer og kvalifikationer, når man skifter til nyt job eller påbegynder videreuddannelse inden for EU’s grænser? Og er eksisterende politik og værktøjer på området tilstrækkelige, eller er der fordele ved at udvikle et ”europæisk område for kompetencer og kvalifikationer” (EASQ – European Area of Skills and Qualifications)?
Det er nogle af de spørgsmål, EU-Kommissionen i en offentlig høring søger interessenters svar på. Målet er at skabe et borger- og virksomhedsvenligt område i Europa, hvor kompetencer og kvalifikationer nemt kan sammenlignes og anerkendes.
Høringen tager fat på problemstillinger inden for området af anerkendelse og optimering af kvalifikationer på tværs af de europæiske lande. Fokus på højere og mere relevante kompetencer styrkes, der sikres stærkere forbindelser mellem uddannelse og læring, mobilitet og arbejdsmarked, mens der også skal sikres klare regler for anerkendelse af kompetencer og kvalifikationer.
Sådan bidrager du til høringen
Høringen giver både borgere og organisationer mulighed for at bidrage aktivt til udformningen af dette vidtrækkende initiativ. På høringshjemmesiden findes et baggrundsdokument om initiativet og information om, hvordan man indsender sit bidrag. Den enkleste måde er at udfylde et spørgeskema på hjemmesiden. Det kan udfyldes helt eller delvist alt efter interesse og ekspertise. Det er også muligt at indsende hensigtserklæringer, hvilket giver organisationer og myndigheder mulighed for at udtrykke mere udførlige synspunkter og argumenter.
Høringen er åben indtil 15. april 2014.
Handlinger tilknyttet webside