Det skal være fedt at tage en uddannelse
19. juni 2014
Der skal være status i at tage en uddannelse og dygtiggøre sig. Det var uddannelses- og forskningsministerens budskab, da hun overrakte diplomer til syv skoleelever, som har gennemført et forløb om tal og talforståelse.
Over 10 uger har syv elever fra 8.A på Arenaskolen i Greve lært om tal og talforståelse og afsluttet forløbet med at gennemføre en 9. klasses færdighedsregning.
De syv elever er blevet særligt udvalgt til pilotprojektet, som skal få elever til at gennemgå en udvikling, der ændrer deres indstilling til læring, skole og matematik fra nu og langt ind i fremtiden. Projektet hedder Fessors MatematikVenner.
Skolegården var derfor fyldt med lyttende børn og unge, da uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen den 19. juni besøgte skolen for at overrække diplomer til de syv elever
- Det skal være sejt at være god til matematik. Og det skal være sjovt at lære matematik - som jo er rundt omkring os alle vegne. Alle vores unge skal have mulighed for at forfølge deres drømme og uddanne sig, uanset hvilket postnummer de kommer fra, eller hvilken faglig baggrund, deres forældre har. Alt andet er spild af talent, siger Sofie Carsten Nielsen.
Handlinger tilknyttet webside