Forskere får pris for ny viden om menneskers bevidsthed
Når vi skal finde nye og bedre metoder til behandling af sindslidelser, stofmisbrug og indlæringsvanskeligheder, er der behov for viden om menneskets unikke sociale adfærd, dets opfattelse af verden og evne til at lære. Netop dette har tre europæiske topforskere forsket i.
Giacomo Rizzolatti, Stanislas Deheane og Trevor Robbins, der kommer fra henholdsvis Italien, Frankrig og Storbritannien, har med deres hjerneforskning bidraget med ny og banebrydende viden, som har forbedret undersøgelser og behandling af patienter. På den baggrund modtog de den 1. maj The Brain Prize 2014.
Prisen blev overrakt af H.K.H. Kronprinsesse Mary på Den Sorte Diamant i København. Sammen med topforskere, ambassadører og repræsentanter fra uddannelsessektoren, danske fonde og interesseorganisationer var uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen blandt gæsterne til uddelingen.
- Det er forskning, som skal skabe vækst, arbejdspladser og opretholde vores velfærdssamfund. Forskning har indflydelse på vores alles liv, fordi det giver os ny viden, så vi kan blive bedre til at bekæmpe sygdomme. De tre prisvinderes hjerneforskning har stor betydning for dem, der lider af indlæringsvanskeligheder, stofmisbrug og hjerneskader, og derfor er jeg meget imponeret over, at forskningen allerede har ført til bedre undersøgelser og behandling af patienter med disse lidelser, siger Sofie Carsten Nielsen.
The Brain Prize er verdens største hjerneforskningspris og udgør en million euro. Det er fjerde år i træk, at prisen bliver uddelt. Det er Fonden for Grete Lundbecks Europæiske Hjerneforskningspris, som står bag uddelingen af The Brain Prize.
Handlinger tilknyttet webside