Gå til indhold

Frie forskningsmidler baner vejen for nyt DTU-Center

13. maj 2014
Dansk Undergrunds Consortium (DUC) giver 1 milliard kroner til et nyt DTU-Center for olie- og gasforskning, der igennem årtier har modtaget frie forskningsmidler til at bringe forskningen op i verdensklasse.

Dansk Undergrunds Consortium (DUC) har givet 1 milliard kroner til et nyt center for olie- og gasforskning, der åbner i dag på Danmarks Tekniske Universitet. Investeringen er en kontant industrianerkendelse af Det Frie Forskningsråds bevillinger.

At centeret er blevet en realitet, skyldes nemlig ikke mindst de frie forskningsmidler, som DTU's olie- og gasforskning løbende har fået gennem de seneste årtier, og som har bragt forskningen op i en klasse, hvor den er internationalt anerkendt og højinteressant for industrien.

Det siger DTU-professor Georgios Kontogeorgis fra CERE – Center for Energy Resources Engineering. CERE har til huse på DTU's Institut for Kemiteknik og er tyngdepunktet i universitetets olie- og gasforskning.

- Industriinteressen havde ikke været der, hvis vi ikke havde fået rådsmidlerne. Det er på grund af dem, at vi har kunnet forfølge vores nysgerrighed og lave grundlagsskabende forskning. Kun på den måde kan vi holde os på forkant med den internationale olie- og gasforskning – og det er dét, der gør os til en attraktiv samarbejdspartner for industrien, siger Georgios Kontogeorgis.

Frie forskningsmidler nøglen til succes

Det startede i 1980 med en fem års bevilling fra Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktions (FTP) forgængerråd, Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd. Siden fulgte flere bevillinger – blandt andet en større bevilling i 2006 til projektet ADORE, hvor de lovende indvindingsmetoder, der nu får en central plads i det nye center, var omdrejningspunktet. Georgios Kontogeorgis anslår, at de samlede frie forskningsrådsbevillinger siden 1980 er løbet op i knap 60 millioner kroner. Den kommende DUC-finansiering mangedobler med andre ord de hidtidige rådsbevillinger til DTU's olie-/gasforskning.

- Vi etablerede det første samarbejdskonsortium med syv industrideltagere i midten af 1980'erne, og i dag samarbejder vi med mere end 30 virksomheder fra hele verden. De bevillinger, vi har fået fra det, der i dag svarer til Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion, har været altafgørende for, at vi er nået hertil i dag, lyder det fra Georgios Kontogeorgis.

Knap 100 forskere, postdocer og ph.d.-studerende arbejder i dag på CERE.

- Mange af vores samarbejdspartnere, udenlandske såvel som indenlandske, bidrager også med finansiering, for eksempel til ph.d.-stipendiater og postdoc-projekter. Industrien har allerede bidraget med flere gange det beløb, vi har fået fra Det Frie Forskningsråd, hvilket har gjort os i stand til at lave væsentlig mere forskning og have væsentlig større kapacitet, end rådsmidlerne alene har rakt til, konstaterer Georgios Kontogeorgis.

Potentiale til ekstra 2-400 milliarder kroner

Det er altså ikke nogen tilfældighed, at DUC har valgt DTU som primus motor for et nyt forskningscenter, der skal arbejde målrettet på at øge indvindingen af olie og gas fra Nordsøen.

- Der kan vise sig at være et betydeligt potentiale i de nye indvindingsmetoder, som DTU forsker i. Hvis det lykkes at gøre metoderne praktisk anvendelige i Nordsøen, kan vi måske indvinde 4-6 procent ekstra – svarende til en ekstra indtægt på 2-400 milliarder kroner, forklarer Henrik Tirsgaard, chef for afdelingen for Teknologi og Innovation i Maersk Oil.

Maersk Oil står for DUC's efterforskning, udvikling og produktion på de danske felter i Nordsøen.

En øget indvinding af olie og gas vil betyde nye arbejdspladser og flere penge i statskassen. Og det er ikke småpenge, det drejer sig om, for statens indtægter fra Nordsøressourcerne ligger på 60-70 procent af overskuddet. I 2011 blev dét for eksempel til en statsandel på godt 30 milliarder kroner. De nye indvindingsmetoder – de såkaldte EOR-teknikker – får en stor plads i forskningen og udviklingen i det nye center.

EOR står for Enhanced Oil Recovery, dvs. forbedret olieindvinding, og DTU har allerede flere lovende EOR-projekter i gang. Forskerne undersøger blandt andet, hvordan man kan presse mere olie op af Nordsøens undergrund ved brug af vand med forskellige indhold af salte og andre stoffer. De udforsker også, om man kan løsne mere olie fra kalkreservoirerne ved hjælp af bakterier og enzymer. Det kommende center skal desuden arbejde med andre områder, der kan øge olie- og gasindvindingen, såsom materialeteknologi, bore- og produktionsteknologi og karakterisering af olie- og gasreservoirer. Milliardfinansieringen skal dække en ti års periode, og centeret vil tælle omkring 100 medarbejdere, når det er fuldt udbygget. Foruden DTU deltager også Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og forskningsinstitutionen GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland).

Ekstra Nordsømilliarder kommer hele samfundet til gode

Maersk Oil hører til blandt de virksomheder, som i årevis har samarbejdet med DTU-forskerne og bidraget med finansiering, blandt andet til EOR-forskningen.

- Den viden og erfaring, som kommer fra CERE's forskning, skaber et grundlag, som Maersk Oil kan bygge videre på. Vi får den nyeste viden ind i virksomheden, når vi ansætter nyuddannede civilingeniører og ph.d.er fra blandt andet CERE. Og dét giver inspiration og ideer til at gå nye veje, fortæller Henrik Tirsgaard.

Georgios Kontogeorgis understreger betydningen af den store satsning, som centret repræsenterer.

- Det er vigtigt, at Danmark også fremover satser på vedvarende energi, men vi vil være afhængige af olie og gas i mange år endnu. Derfor er det en rigtig god ide at udnytte vores egne ressourcer i Nordsøen så effektivt som muligt, siger han og henviser til, at ekstra Nordsømilliarder i statskassen kan bruges på såvel vedvarende energi som velfærd, miljø og andre samfundsgavnlige tiltag.

Kontakt

- Professor Georgios Kontogeorgis, tlf. 4525 2859 / 4021 7502, gk@kt.dtu.dk
- Henrik Tirsgaard via Maersk Oils kommunikationsafdeling, tlf. 2147 6259

 

Handlinger tilknyttet webside