Gå til indhold

Køb din billet til årets videnskabsbegivenhed i Danmark

10. juni 2014
Der er nu kun små to uger til, at vi slår dørene op til EuroScience Open Forum (ESOF2014), og byder 4.500 delegerede fra hele verden inden for til Europas største tværvidenskabelige konference. I den forbindelse har vi åbnet for salget af dagsbilletter til denne helt unikke fejring af videnskaben.

Hvis du gerne vil deltage i ESOF2014, men ikke har mulighed for at deltage i hele konferencen, er det nu muligt at købe dagsbilletter, så alle har muligheden for at deltage i det omfang, de ønsker.

EuroScience Open Forum foregår i Carlsberg Byen i København fra lørdag d. 21. juni til torsdag den 26. juni. De første fem dage  koster en dagsbillet 150 euro. Torsdag er prisen kun 50 euro. Der er også stadig billetter tilbage, hvis du ønsker at deltage i hele konferencen. For ph.d.-studerende koster dagsbilletterne kun 50 euro. Journalister og kommunikationsmedarbejdere har fri adgang til hele konferencen.

Du kan læse mere om billetpriserne på ESOF2014’s registreringsside.

ESOF2014 Programmet

Programmet byder på over 120 præsentationer og debatter, derudover vil der være fire såkaldte 'Hot Science' sessioner, som sætter fokus på nogle af de emner eller problemstillinger, som er aktuelle lige nu og her.

Nogle af højdepunkterne under ESOF2014, som du ikke må gå glip af, er de åbne paneldebatter og foredrag fra internationale ankerkendte hovedtalere som Cass R. Sunstein, storsælgende forfatter om Nuedging, Brian Schmidt som opdagede den accelererende udvidelse af universet gennem observationer af fjerne supernovaer, Rolf-Dieter Heuer som er generaldirektør i CERN (European Organization for Nuclear Research) og mange flere.

Om ESOF

ESOF er Europas største tværgående videnskabs- og videnskabspolitiske konference. Den afholdes hvert andet år i skiftende europæiske storbyer og det danske Uddannelses- og Forskningsministerie har vundet værtskabet for ESOF i 2014 og afholdes fra den 21.- 26. juni i Carlsberg Byen i København. ESOF er i dag den vigtigste europæiske konference for præsentation og kommunikation af ny forskning, og for diskussion om forskning, teknologi og innovation. Formålet med ESOF er at skabe en åben platform, hvor organisationer, det videnskabelige samfund, politikere, medier og virksomheder kan mødes og debattere forskningsrelaterede emner på tværs af fag- og sektorgrænser.

Kontakt

Stina Nordsborg
Kontorchef
Tlf.: 72318222
Email: sno@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside