Gå til indhold

Medlem af Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom modtager stor international bevilling til aldringsforskning

22. maj 2014
Den amerikanske sundhedsforskningsorganisation National Institutes of Health (NIH) giver bevilling på 173 millioner kroner til amerikansk-dansk forskningssamarbejde med professor Kaare Christensen.

Kaare Christensen, der er medlem af Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom (FSS) og professor på Syddansk Universitet (SDU), har sammen med sine fem amerikanske forskerkollegaer fået en ny bevilling på 31,8 millioner US dollar (173 millioner kroner) fra det amerikanske forskningsagentur National Institutes of Health (NIH).

Bevillingen gives til en femårig fortsættelse af det internationale forskningsprojekt Long Life Family Study, som blev påbegyndt for otte år siden. Formålet med projektet er at undersøge genetiske, adfærdsmæssige og miljømæssige faktorers betydning for et langt og sundt liv i familier, hvor usædvanligt mange har opnået en meget høj alder. Forskningsprojektet gennemføres i samarbejde med amerikanske universiteter, og den nye bevilling fra NIH gør det muligt at fortsætte forskningssamarbejdet samt genundersøge de godt 1.200 danske og 3.600 amerikanske deltagere, der indgik i undersøgelsen i perioden 2006-2009.

Kaare Christensen er forskningsleder for den del af projektet, som udgår fra Syddansk Universitet og Duke University. De øvrige deltagende institutioner er Columbia University, Pittsburgh University, Boston University og endelig Washington University St. Louis, som er hovedsæde for undersøgelsen.

Deltagerne kommer fra særligt udvalgte familier, hvor flere søskende i forældregenerationen har opnået en meget høj alder - typisk mellem 90 og 110 år. Desuden deltager deres børn, søskendebørn og ægtefæller.

Den mindste af de danske familier består af 4 personer, mens der fra den største familie deltager 79 personer. De er hjemmehørende i alle egne af Danmark, og en enkelt familie har deltagere på begge sider af Atlanten.

 

Handlinger tilknyttet webside