Talentfulde specialestuderende modtager legater
Der er en livlig snak i auditorium ABC hos Novo Nordisk, hvor blandt andre 39 forventningsfulde specialestuderende inden for naturvidenskab, sundhedsvidenskab og bioteknologi den 22. januar er samlet.
Efter flere års studier har de 39 specialestuderende hver især gjort sig særligt bemærkede. Derfor skal de i dag modtage Novo Scholarship Programmes legater.
Hvert år uddeler Novo Nordisk i samarbejde med Novozymes legater til cirka 40 specialestuderende. Formålet med legaterne er at give de studerende økonomisk støtte, så de får mulighed for at dedikere sig selv til specialet.
Danmark skal have en talentkultur
Uddannelsesminister Morten Østergaard er med til overrækkelsen af legaterne, som til sammen udgør 2,6 millioner kroner. Han glæder sig over, at private fonde som Novo Scholarship Programme støtter studerende, så de kan koncentrere sig om at forske og bidrage med ny viden.
- Det er min vision, at alle studerende skal udfordres til deres yderste. Derfor skal vi have en talentkultur i Danmark, så alle studerende får de bedste muligheder for at fordybe sig og udleve deres fulde potentiale. Med partnerskaber som Novo Scholarship Programme får talentfulde studerende en unik mulighed for at kunne koncentrere sig fuldt ud om at færdiggøre deres studier og generere ny viden, som kan bidrage til Danmarks vækst og velfærd, siger Morten Østergaard.
Novo Scholarship Programme
Novo Scholarship Programme er en del af Novo Nordisk R&D Science, Talent, Attraction and Recruitment programme.
Alle modtagere af Novo Scholarship er aktive som Novo Science Ambassadors. Ambassadørerne besøger folkeskoler og gymnasier rundt om i landet for at stimulere interessen for natur- og sundhedsvidenskab. Som ambassadører holder de foredrag om, hvorfor netop deres videnskabelige område er spændende og præsenterer eleverne for sine erfaringer som unge forskerspirer.
Efter legatoverrækkelsen bød dagen på forelæsninger, hvorefter arrangementet blev fejret med en middag.
Handlinger tilknyttet webside